182 / 387
„Det er en syvsljcrnet Sol, som skal bruges lil „Tryllefløjten",“
svarede Holstein. — „Ja saa! Ilvad mon Torveprisen er paa
den Slags Artikler?" sagde Lindgreen tørt. — „Hr. Lind-
green, jeg maa frabede mig Deres Vittigheder. De maa huske
paa, hvem jeg er. Det gaar snart for vidt med Dem. Det er
nok bedst, at vi to skilles." — „Saa? .Jeg kan dog aldrig tro,
at Deres Excellence saa snart vil tage Deres Afsked." — Al
han boldt meget af et godt Glas Vin, og at han var en stadig
Gjæst paa Hagens Kjælder, hvorfra han undertiden indfandt
sig paa Theatret i en temmelig omtaaget Tilstand, er bekjendt
nok. Delte forhindrede dog ikke, at han fra det Øjeblik, han be-
traadte Scenen, var ganske sig selv og spillede ypperlig. En
Formiddag, kort før en Prøve skulde begynde, hvori han dog
ikke skulde deltage, sad han afsides ved et Bord paa Kjælderen
med el Glas Vin foran sig. Del var en bitterlig kold Vinterdag.
To unge Theaterelever følle Trang lil at faa sig et Glas, de
kom ned lil Vintapperen, og uden at se Lindgreen bestilte de
to store Glas Portvin. Ligesom de vilde lil at nyde Vinen, tik
de Øje paa Lindgreen, og af Frygt for en Revselse for den Fri
hed, de havde taget sig, undskyldte de deres Nærværelse paa
Kjælderen med, at de frøs, og al de havde følt stærk Trang
til nogel al varme sig ved. „Aa," svarede Lindgreen, „I blive
nok varme, naar I komme paa Prøven. Del klæder ikke unge
Mennesker at gaa paa Vinkjælderen." — „Men vi have allerede
betalt Vinen," bemærkede de noget forknyl. — „Gjør intet til
Sagen; gaa I bare over paa Prøven, Børn. Jeg skal nok drikke
Vinen."
K a r l W in s lø v hørte til en yngre Generation end de tre
forhen omtalte store dramaliske Kunstnere, og disse vare og
saa allerede næsten Veteraner ved Theatret,. da han 1816 blev
ansal derved. Men desuagtet svang han sig op lil næsten at
blive dem sideordnet, og naar man i Aarene tyve, altsaa kun
faa Aar efter at han var bleven Skuespiller, nævnede dem,
der ved Genialitet eller fremragende Talent kunde betragtes
som Theatrets Støtter, var Karl Winsløv blandt disse. Ikke
desto mindre hørte han ikke lil dem, der som Ryge og senere i
en vis Henseende Nielsen slrax togPublikum ligesommed Storm
ved al fremtræde enten næsten som helstøbt Kunstner eller
i alt Fald med saadanne Evner og Anlæg, der røbede et ual
mindeligt Talent. I den første Tid stod han, som del hedder i
Theatersproget, i Stampe som Elev i den dramatiske Skole.
Han fik mindre Roller, der ikke laa for ham. Man havde i det
hele taget ikke store Tanker
0111
hans Evner, og hos ham
180
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne