184 / 387
182
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
Fod paa Scenen. Aarsagen hertil maa atter søges i en vis
Ufordragelighed, der var ham egen, og som vel for en Del
havde sin Kod i den Tro, at lian var tilsidesat og miskjendt.
Ikke sjældent havde lian Sammenstød med Direktionen, og
det var engang ikke langt fra, at han var bleven afskediget.
Men i 1821, da Coliin var indtraadt i Bestyrelsen, kom der en
heldig Vending i hans Forhold og Stilling ved Theatret. Coliin
havde med sit skarpe Øje for kunstneriske Evner snart op
daget, hvad der boede hos ham, og medens han i mundtlig
Samtale ikke lod det fattes paa Opmuntring, viste han sig i
Gjerningen som hans Beskytter. Han forskaffede ham ikke
blot en Gageforhøjelse, men ogsaa en forøget Virksomhed i
de Rollefag, som nærmest laa for liam. Disse Fag vare stærkt
udprægede Karakterer, saavel komiske som alvorlige, hvilke
han i Keglen formede lil sande Mesterstykker af scenisk Kunst.
Mørke Roller som f. Ex. Knud Sortebroder i „Axel og Val
borg" eller Pipin i „Karl den Store", Karakterskildringer som
Tartuffe, ædle Billeder som Jøden Schewa, komiske Figurer
som Zierlicli i „Aprilsnarrene", Klister i „De Uadskillelige",
Charles Tang i „Flyttedagen", Josef Golz i „Østergade og Ve
stergade" vare prægede af lige stor Fuldkommenhed og ud
øvede uimodstaaelig Virkning. Alt var fint udarbejdet i de
mindste Enkeltheder og vidnede ligesaa meget
0111
en anstræn-
gende Flid som
0111
Genialitet i Opfattelsen.
E
11
af hans største Triumfer, men desværre hans sidste, var
hans Udførelse af Delavignes Ludvig den Ellevte. Allerede
nogen Tid i Forvejen vare hans Kræfter stærkt svækkede
ved store aandelige og legemlige Anstrængelser; men ikke
desto mindre gav lian sig i Færd med denne gigantiske Rolle
og indstuderede den med utrolig Omhu. Han havde l'aaet den
i Sommeren 1833, og den beskæftigede idelig hans Sind og
hans Tanker. Stykket var bestemt til at opføres i den paa-
l'ølgende Sæson, men hans tiltagende Svaghed forhindrede
ham gjentagne Gange fra at spille den. Endelig, uagtet lian
mærkede, at det stundede til Ende med ham, mandede han
sig op til at spille den. Det skete den 18. Marts 1834. Syg og
meget afkræftet kom han paa Theatret, og endnu nogle Øje
blikke, før han traadte frem, ytrede han, at det maaske ikke
vilde være ham muligt at spille Rollen til Ende. Personalel,
som vidste, hvor lidende lian var — fortæller Overskou —
imødesaa denne Forestilling med slor Ængstelighed. 1 anden
Akt træder Kongen ind. Winsløv stod forstemt, kraftesløs og
urolig i Kulissen; hans Stikreplik kom, og paa én Gang syn