186 / 387
184
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
ved hans Spil, var hans udmærkede Aandsgaver, hvorved
han var i Stand til fuldt at trænge ind i en Rolles Aand og til
at individualisere Karaktererne. Disse Aandsgaver viste sig
ikke blot i hans Kunst, men ogsaa i andre Retninger; han
var en begavet Tegner, skrev smukke Digte og1var i Reglen
den, som skrev Sange, naar Personalet kom sammen til en
eller anden Lystighed. Det pirrelige Gemyt, som han lagde
for Dagen i den første Periode, tabte sig efterhaanden, især
efter hans Giftermaal, og efter at hans Talent havde vundet
fuld Anerkjendelse. Forholdet til hans Kunstfæller var i det
hele venskabeligt. Dog var det kun en meget begrændsel Kreds,
han Omgikkes, men for denne var han ogsaa en oprigtig og
sand Ven i Raad og Daad. Mod yngre,
0111
hvis Kald som
Kunstnere lian nærede Tvivl, viste han ikke sjælden en forme
lig Aversion, men han var ogsaa villig lil at erkjende sin
Fejltagelse, naar det senere viste sig, at Tvivlen havde været
uberettiget. Overhoved var det el smukt Træk i hans Ka
rakter. at saa heftig og opfarende han kunde være, var han,
naar han kom lil Besindighed og Eftertanke, og naar han ind-
saa, at lian havde gjort nogen Uret, rede til at gjøre en Und
skyldning, især naar vedkommende stod under ham. Den
Sorg, som greb alle ved hans Død, vedrørte derfor næsten
ligesaa meget den brave Mand og redelige Karakter som den
fortræffelige, næsten uerstattelige Kunstner. —
I Begyndelsen af den Periode, jeg nærmest har for Øje, mi
stede Theatret ved Døden omtrent samtidig flere Kunstnere
af første Rang, saasom Haack, Rind, Ole Rongsted og Kruse,
men Tabet, hvor stort det end var, var ikke saa føleligt, fordi
Theatret allerede i de her omtalte fire Kunstnere havde en
fyldig Erstatning, og der desuden var andre, som enten alle
rede dengang var af stor Betydning for det reciterende Skue
spil eller ogsaa senere rykkede op til at blive Kunstnere af
første Rang. Navne som Nielsen, C. N. Rosenkilde, Foersom,
Phister, Holst ere tilstrækkelige til at godtgjøre, at den danske
Skueplads, selv
0111
hine Mestere gik bort, havde Kræfter lil
sin Raadighed, der kunde yde en fortræffelig Erstatning, og
det saa meget mere, som de fleste af dem vare saa vidt ud
viklede i deres Talent, at de allerede stod i de første Rækker.
Det er utvivlsomt, at der ingensinde har været en saa stor
Rigdom paa dramatiske Talenter som i Perioden fra 1818 til
1830, og det gjælder ogsaa Damepersonalet. Tragedien havde i
Mad. Heger, Mad. Andersen, Jfr. Brenøe (senere Mad. Wex-
schall og Mad. Nielsen), i Jfr. Jørgensen og i Jfr. Heger (Mad.