178 / 387
176
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
Mangel. De af Mangel paa Forstand, jeg af Mangel paa Penge."
Han holdt overhoved meget af al skose og latterliggjøre de
adelige og fornemme. Ved en Forestilling af „Didrik Menscheu-
skræk“ viste han sig som Mensehenskræk, dekoreret med
Kammerherrenøglen bag paa Uniformen, hvilket naturligvis
vakte stor Munterhed hos Publikum, men tildrog ham en
Irettesættelse fra Theaterdirektøren, Kammerherre Holstein,
der søgte at gjøre Kunstneren begribeligt, al det aldrig kunde
være Holbergs Mening at gjøre Mensehenskræk lil Kammer
herre. „Tiderne forandre sig,“ svarede Frydendahl. „Det gaar
nu ikke længer an at fremstille paa Scenen en Soldat, som
faar Prygl af sin Kone; derfor maatte jeg, for at hæve denne
Modsigelse mellem Rollen og Virkeligheden, gjøre ham lil
Hofmand." En Konflikt, han havde med en meget højtstaaende
Person, gav i sin Tid Anledning lil megen Omtale. Del gjaldt
derved hans Families Ære, som han holdt højt i Hævd. Hans
unge, meget smukke og elskværdige Datter var Gjenstand for
denne Persons Efterstræbelser, der gik saa vidt, at han en
Aften, da Frydendahl var paa Theatret, trængte ind lil hende
i Faderens Hus og bestormede hende med sine Tilbud. Heldig
vis kom Frydendahl uventet hjem. Hans og den høje Gjæsts
gjensidige, ingenlunde behagelige Overraskelse lader sig van
skelig beskrive. Men Frydendahl beholdt, skjønt yderlig op
bragt, sin Fatningog anstillede sig, somom lian ikke vidste, hvem
han havde for sig. Datierens Glæde ved Faderens uventede Hjem
komst var stor, og hun fortalte nu alt, hvad der var foregaaet
under hans Fraværelse. Nu løb Frydendahls Galde over, og
han greb Stokken. Den fremmede fandt det da rigtigst at af
lægge sit Inkognito og spurgte, om lian ikke gjenkjendte ham.
„Skurk!“ raabte nu Frydendahl, der meget godt vidste, hvem
han havde for sig; „Du understaar Dig endog at benytte en saa
højtstaaende Mands Navn og derved at gjøre din afskyelige
Opførsel endnu mere skammelig. Ri lidt — jeg skal lære Dig“
- og saa gik det løs med en alvorlig Kæpperyggedands, hvor
efter der fulgte en Udsmidning efter alle Kunstens Regler.
Frydendahl lod det imidlertid ikke bero derved. Den næste
Dag lod han sig melde til Audiens hos Vedkommende. Der
blev svaret, at han var utilpas og sengeliggende; men F. lod
sig ikke afvise; han paastod, at det var en Sag af yderste Vig
tighed, han havde at meddele. Af Frygt for, at Skandalen
skulde blive endnu større, fandt hans Offer, der virkelig var
syg og sengeliggende af Følgerne, sig i at modtage ham, og nu
fortalte Frydendahl ham alt, hvad der var passeret den fore-