155 / 387
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
153
Der er sikkert ingen, som ikke i sin første Ungdom ved al
overvære en tlieatralsk Forestilling har havt denne ublan
dede Nydelse. Theatret er da et Tryllerige, hvor man ind
finder sig med en velgjørende Gysen, med en højtidelig For
ventning
0111
det vidunderlige, der vil aabenbare sig. Selve
Instrumenternes Stemning i Orkestret er trods Dissonanserne
en Forlystelse, der hører til det eventyrlige, det er Illustra
tionen af del ubevidste. Tæppet flyver op. Man ler, man græ
der, Hjertet nyder, hvad Fantasien foregjøgler. Man har dyb
Medfølelse med den forfulgte Uskyldighed, man hader Skur
ken, og man jubler, naar Straffen rammer ham. Og naar saa
Tæppet falder, og Stykket er forbi, da medtager man Ind
trykket dybt og varigt, ja del følger os gjennem hele Livet, og
i Alderdommen rnindes man endnu klart og tydeligt, hvad
man i hine lyse Ungdomsdage saa og hørte.
Dette er i det mindste Tilfældet med den, som nedskriver
disse Linier. Han gjæstes ofte af Mindets lyse Aander. Men i
den Modtagelighed, som det unge Sind har for slige Indtryk,
i denne Evne til at bevare Minder fra Fortiden langt mere end
Begivenheder i en ældre Alder, er man let fristet til at se
disse i el Rosenskær og derved blive ubillig mod Nutiden.
Ilvor ofte hører man ikke ældre Folk sige: „Ja, i min Ung
dom, dengang forstod man at spille Komedie, dengang var det
ganske andre udmærkede Stykker man gav, — hvad er det
nu ?“ — Der kan, navnlig hvad det første angaar, sikkert være
nogen Sandhed deri, men dog kun en Sandhed med Modifika
tion. Ganske vist frembød det kongelige Theater i ældre Tid
en Hærskare af store Talenter, men naar man læser Datidens
kritiske Anmeldelser af det kongelige Theaters Forestillinger,
vil man finde, at man havde meget at udsætte, og at man, lige
som nu, som en Modsætning henviste til, hvad Kunsten havde
skænket i en tilbagelagt Tid. Og hvad Stykkerne angaar, da
ved man jo ;^
1
' Erfaring, at naar et ældre Arbejde fra den Tid,
der ikke hører til de egenlig klassiske, nu optages igjen, er
det undertiden for Nutidens Tilskuere ubegribeligt, at man i
sin Tid har fundet det værdigt lil Opførelse paa det kongelige
Theater, end sige, at det i sin første Nyhed har gjort en ual
mindelig Lykke. Aarsagen er vel først og fremmest den bedre
og renere Smag, som nu gjør sig gjældende; del kan ogsaa
være, at hvad man fra hin Tid har bevaret i Hukommelsen
og indprentet i Tankerne, kun er del materielt synlige, ikke
det, som igjennem Øjet tiltaler Sjælen; men i ethvert Til
fælde viser det sig, at Beundringen af Fortiden som oftest har