Previous Page  151 / 387 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 151 / 387 Next Page
Page Background

Kføbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

149

derefter paa Hjørnet af Landemærket og Lille Kjøbmagér-

gade og senest i „Vildmanden" paa Østergade. Saavidt vides,

opliørte det i Begyndelsen af Trediverne. — I Slutningen af det

forrige Aarhundrede bestod der foruden Borups Selskab et

Par andre private Skuespillerselskaber, et, som kaldte sig

„Det S k j ø n n e s m u n t r e Dyrke re " , ogsaa kaldet Kloster-

slrædeselskabet, og et andet, som kaldtes Sk i nde rgade-

s el sk ab et. Disse Selskaber talte ligeledes, som Werlauff

meddeler i sine „Erindringer”, mange tildels ansete Embeds-

inænd, af hvilke nogle skulle have udmærket sig ved Ud­

førelsen af enkelte Roller. Saaledes skal Kammeradvokat

Schønheyder have spillet Ulysses v. Ithacia meget fortrinlig,

Professor i Historie Kjerulff de holbergske Arv’er og Ivon-

l'erensraad Holm ved Kredilkassen. for Husejere den hol­

bergske Jeronimus og Moliéres gamle Mænd. Indtil i Tyverne

existerede der et „ h o l s t e i n i s c h - d r am a t i s c h e G es e11-

s c h a f t “, hvor der blev spillet tyske Komedier, og hvis Med­

lemmer nærmest bestod af Holstenere og herboende Tyskere.

1 den store Kaserne i Sølvgade var der i Aarene 1810 og 1811

et m i l i t æ r t Thealer, hvor der ugenlig spilledes af militære

Liebhavere, som det lader til for det meste paa Tysk, og hvor­

ved de forreste Bænke vare opfyldte af Stabsofficerer, Hof-

kavalerer og mange Damer.

Af en hel anden Art og Beskaffenhed end det Borupske

vare de Selskaber, hvortil Hertz og Rosenkilde sigte i deres

Stykker. Saavel Medlemmer som spillende hørte paa enkelte

Undtagelser nær til de jævne Borgerklasser, og var der end

enkelte gode Kræfter, saa vare de fleste dog højst middel-

maadige. Men de vare meget ivrige i deres Kald, og mangen

en forsømte sin Næringsvej for at kunne trække Thespis-

karren paa Prøver og Forestillinger. Del var næsten, som det

var deres Livsopgave. Ældre Folk ville maaske endnu mindes

at have set i Kjøbenhavns Gader en simpelklædt, gammel,

foroverbøjet, noget korpulent Mand med et ret karakteristisk,

godlidende Ansigt, og hvis Særkjende var en gammel ræverød

Paryk, under hvilken det graa Haar paa alle Sider stak frem.

Denne Mand, der havde skrevet en Masse Thealerstykker,

hvoraf enkelte bleve opførte paa Privatthealre, men aldrig

ere trykte, og som er Forfatter til den bekjendte Sang „Om

hundrede Aar er alting gleint“, Landvæsenskommissær Søe-

borg, var en af Thalias ivrigste Dyrkere og et meget virksomt

Medlem af flere dramatiske Selskaber. Levende paa sine gamle

Dage af en lille Pension, var han ikke sjælden nødlidende og