![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0149.jpg)
Kføbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger
149
derefter paa Hjørnet af Landemærket og Lille Kjøbmagér-
gade og senest i „Vildmanden" paa Østergade. Saavidt vides,
opliørte det i Begyndelsen af Trediverne. — I Slutningen af det
forrige Aarhundrede bestod der foruden Borups Selskab et
Par andre private Skuespillerselskaber, et, som kaldte sig
„Det S k j ø n n e s m u n t r e Dyrke re " , ogsaa kaldet Kloster-
slrædeselskabet, og et andet, som kaldtes Sk i nde rgade-
s el sk ab et. Disse Selskaber talte ligeledes, som Werlauff
meddeler i sine „Erindringer”, mange tildels ansete Embeds-
inænd, af hvilke nogle skulle have udmærket sig ved Ud
førelsen af enkelte Roller. Saaledes skal Kammeradvokat
Schønheyder have spillet Ulysses v. Ithacia meget fortrinlig,
Professor i Historie Kjerulff de holbergske Arv’er og Ivon-
l'erensraad Holm ved Kredilkassen. for Husejere den hol
bergske Jeronimus og Moliéres gamle Mænd. Indtil i Tyverne
existerede der et „ h o l s t e i n i s c h - d r am a t i s c h e G es e11-
s c h a f t “, hvor der blev spillet tyske Komedier, og hvis Med
lemmer nærmest bestod af Holstenere og herboende Tyskere.
1 den store Kaserne i Sølvgade var der i Aarene 1810 og 1811
et m i l i t æ r t Thealer, hvor der ugenlig spilledes af militære
Liebhavere, som det lader til for det meste paa Tysk, og hvor
ved de forreste Bænke vare opfyldte af Stabsofficerer, Hof-
kavalerer og mange Damer.
Af en hel anden Art og Beskaffenhed end det Borupske
vare de Selskaber, hvortil Hertz og Rosenkilde sigte i deres
Stykker. Saavel Medlemmer som spillende hørte paa enkelte
Undtagelser nær til de jævne Borgerklasser, og var der end
enkelte gode Kræfter, saa vare de fleste dog højst middel-
maadige. Men de vare meget ivrige i deres Kald, og mangen
en forsømte sin Næringsvej for at kunne trække Thespis-
karren paa Prøver og Forestillinger. Del var næsten, som det
var deres Livsopgave. Ældre Folk ville maaske endnu mindes
at have set i Kjøbenhavns Gader en simpelklædt, gammel,
foroverbøjet, noget korpulent Mand med et ret karakteristisk,
godlidende Ansigt, og hvis Særkjende var en gammel ræverød
Paryk, under hvilken det graa Haar paa alle Sider stak frem.
Denne Mand, der havde skrevet en Masse Thealerstykker,
hvoraf enkelte bleve opførte paa Privatthealre, men aldrig
ere trykte, og som er Forfatter til den bekjendte Sang „Om
hundrede Aar er alting gleint“, Landvæsenskommissær Søe-
borg, var en af Thalias ivrigste Dyrkere og et meget virksomt
Medlem af flere dramatiske Selskaber. Levende paa sine gamle
Dage af en lille Pension, var han ikke sjælden nødlidende og