148 / 387
146
Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger
finde, at Komediespil blandt alle er den uskadeligste. Hvad
skal vel unge Mennesker foretage sig i deres Fritid? Skulle
de tilbringe den i Ølhuse, Vinkjældere eller Konditorier? Eller
skulle de gaa hen i en Klub? Jo, der anvende de nydelig
deres Tid, for, naar de ikke ville politisere hen i Vejret om
Europas Monarker, Grækenlands Frihed, Sydamerika og de
spanske Kortes, saa staar der ikke andet lilbage end at smed'de
sig fast ved et Spillebord og øde baade Penge og Tid fra den
tidlige Aften til langt ud paa Natten". Da Burchhardt hertil
indvender: „Ej hvilken Snak! Kan man ikke paa en fornuftig
Maade tilbringe sin Tid i en Klub?" svarer Daniel: „Jo, det
forstaar sig, man kan snalse og drikke Punsch, det glemte
jeg.“
I „Den dramatiske Skrædder" er Satiren mod Privatthea-
trene ligesaa skarp som Holbergs mod den umodne Politiseren
i „Den politiske Kandestøber", som Rosenkilde tog lil Møn
ster, og Heiberg har ogsaa paa flere Steder i sine Skrifter ud
talt sig skarpt mod Kunstens Vanhelligelse ved Dilettantfore
stillinger. Saaledes siger han i sit Skrift
0111
Vaudevillen: „Kun
i Forbigaaende vil jeg pege paa en vis raadden Gren af denne
Dilettantisme, jeg mener de staaende Privattheatre, hvor Per
soner, som for største Delen have en anden Bestemmelse
end Theatret, paa den ynkeligste Maade affektere at være
Kunstnere og spilde deres Tid, som de kunde anvende bedre.
Som selskabelig Forlystelse staa disse latterlige Parodier af
et Theater langt under en ærlig L ’Hombre eller Whist, der
adspreder Sindet for nogle Timer, uden at efterlade en Rus,
som gjør uskikket til alvorligt Arbejde, uden al fylde Hove
det med forfængelige Indbildninger og tomme Drømme, som
aldrig kunne blive sande."
Det kan vel anses for temmelig afgjort, at der ikke i Kjø-
bénhavn existeredc noget Privattheater, før det af Schwartz,
Rosing og to andre Skuespillere den 3. Maj 1777 stiftede d r a
m a t i s k e S e l s k a b blev oprettet. Dette havde imidlertid ved
sit Formaal, at uddanne unge Talenter for Scenen, nænnest
Karakteren af en dramatisk Skole, og ved Selskabets Forestil
linger optraadte heller ingen andre end saadanne, der enten
allerede vare ansatte ved Theatret eller vilde gaa denne Vej.
Under Schwartz’ Hovedbestyrelse udrettede detle Selskab sær
deles meget til Fordel for Kunsten, og det kan med Føje an
tages, at den dramatiske Kunstretning, som vort National-
theater endnu følger, for en Del har sit Udgangspunkt fra
denne Skole. Til Selskabets Fortjenester kan henregnes, at