GamleKongensKjøbenhavn

144

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

opgave deres revolutionære Hensigter. Det varede heller ikke

længe, før Selskabet „Glio“, hvis Rygte var blevet fordærvet,

ophørte.

I 1820 bestod i Kjøbenhavn følgende Klubber og Selskaber:

Selskabet Borgersamfundet (47 Medl.), det borgerlige Selskab

(186 Medl.), det bestandige borgerlige Selskab (196 Medl.), det

borgerlige Enigheds-Selskab (116 Medl.), Selskabet Clio (104

Medl.), Det dramatiske literære Selskab, ogsaa kaldet det Bo-

rup’ske Selskab (77 Medl.), det dramatiske Selskab „Constan-

tia“ (50 Medl.), det dramatiske Selskab „Tlialia“ (51 Medl.),

det dramatiske Selskab: „Det Skjønnes muntre Dyrkere" (32

Medl.), Enigheds-Selskabet (162 Medl.), „den nye Forening”,

ogsaa kaldet Dreyers Klub (271 Medl.), Harmonien (270 Medl.),

Kongens Klub (172 Medl.), det musikalske Akademi (40 Medl.),

det forenede musikalske Selskab (148 Medl.), Venneforeningen

(16 Medl.), det venskabelige Selskab (226 Medl.) og Selskabet

„de forenede Venrter“ (65). Det samlede Antal af Medlemmer

var saaledes 2229, og det kan i og for sig vel ikke betragtes

som meget stort; men naar det betænkes, at Kjøbenhavn den

gang havde en Folkemængde af næppe 100,000 Indbyggere, og

at de fleste af disse Klubmedlemmer vare Familiefædre, som

paa Grund af Klubbernes forhen omtalte mere exklusive Ka

rakter nærmest hørte til Befolkningens højere stillede Klasser,

saa vil man heraf kunne skjønne, at Klublivet var meget

søgt, og at det liørte til den gode Tone at deltage deri.

I den anførte Fortegnelse er der nævnt ikke mindre end

fem dramatiske Selskaber, og disse kunne ogsaa ret vel hen

regnes til Klubberne, fordi de, hvorvel de havde en særegen

Bestemmelse, desuden havde lignende selskabelige Sammen

komster til Formaal som hine. Men Hovedsagen var at give

sceniske Forestillinger. Theatret har altid været et Hoved

moment i de kjøbenhavnske Adspredelser, og Lysten til selv

at agere, til at ,prøve det Trylleri, der knytter sig til sceniske

Forestillinger, selv om man gaar en anden Livsbane, er ikke

sjælden forbunden med den herskende Forkjærlighed for The

atret. Endnu er denne Tilbøjelighed tilstede i en ikke ringe

Grad, hvorom vidner ikke blot de enkelte endnu bestaaende

dramatiske Selskaber, men ogsaa de offentlige Dilettantfore

stillinger, der gives i forskjellige, tildels veldædige Øjemed,

eller som finde Sted i Familiekredse til gjensidig Underhold

ning. Man ved jo ogsaa af Erfaring, at private sceniske Fore

stillinger afgive en Planteskole for dramatiske Talenter, idet

der ikke er mange af de Skuespillere eller Skuespillerinder,