143 / 387
Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger
141
Brødrene Ørsted, Abrahamson, Oehlenschlåger, Baggesen,
Werlaui' og mange andre vare Medlemmer. Der blev disku
teret om literære Sager; der blev spillet Billard og Kort, og af
og lil var der Baller og Koncerter. Undertiden gik det meget
lystigt til, især naar den store Bolle fuld af Punsch blev
tømt. Denne Bolle af kinesisk Porcellæn var foræret Sel
skabet af en Skibskapitajn; den henstod i en egen Kasse og
maatte, naar den skulde fyldes, sættes tom paa Bordet og
der modtage det kogte Vand og de øvrige Ingredienser. Under
tiden var del en eller anden Rigmand, der lod den fylde med
Punscli paa sin Regning, saaledes den rige Grosserer Mariboe,
en af de faa Jøder, som vare Medlemmer af Selskabet. Han
havde havt en betydelig Handelsfordel og trakterede derfor
med den store Bolle, fyldt med Madeira- og Cliampagnepunsch.
Oehlenschlåger, som i sine „Erindringer
11
oftere omtaler Drey-
ers Klub, fortæller, al han en Aften, efter at han havde været
med al tømme den store Bolle og derved var bleven lystig
og snaksom, vilde ved Bortgangen fra Klubben bevise, at han
ikke havde den Rus, man beskyldte ham for, og han præ
sterede da dette Bevis ved at klatre op ad en Lygtepæl lige
overfor Klublokalet i Læderstræde og stille sig oprejst paa
Lygtepælens lille Kvadrat. Efter dette Experiment holdt han
en opbyggelig Tale til de omstaaende, hvori han dog blev for
styrret af Vægteren, som kom til og spurgte ham, hvad han
havde der at bestille, hvortil Oehlenschlåger svarede: „Jeg
studerer Astronomi". Vægteren vilde pibe, men Tilhørerne,
blandt hvilke der var flere Officerer, mente, at han ikke
burde forstyrre det unge Menneske i sine Studeringer. Vægte
ren gik
1111
sin Vej, og Oehlenschlåger kom lykkelig ned
uden at brække sin Hals.
Det var Drikkevisernes Tid. Der var ingen festlig Sammen
komst, intet lystigt Gilde, uden at der blev sunget, og uden
at der til samme var digtet en eller flere Sange, hvis Thema i
Reglen var til Pris for Vinguden og Selskabeligheden. De bedste
Sange, der ere fremkomne i den Retning, og som have holdt
sig til vore Dage, ere skrevne til Gilderne i Dreyers Klub.
Saaledes Storms „Arrig slog Stærkodder Rynker paa Næsen",
Baggesens „Det gaaer saa herligt overalt" og „For ;it være
som man bør", Rahheks
„Hocus poem filias“
og „Min Doktor
er en ærlig Mand", Todes „Oldtiden havde en god Skik",
Abrahamsons „Min Søn om Du vil i Verden frem", Wessels
„Braadne Kar i alle Lande" og mange flere, der findes i
en Samling, som udkom i 1825.