GamleKongensKjøbenhavn

136

Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger

hus skarpt medtog, og ved Normanden Bredals bekjendte

„Tronfølgen i S i d o n h v i s Opførelse fremkaldte skandaløse

Scener 1 Skuespilhuset, hvilke det Ewald’ske Parti beskyldtes

for at have foranlediget. Denne bekjendte Episode, hvortil

knytter sig Ewalds „Brutale Klappere", hører med lil Dan

marks Literaturliistorie og berøres kun her for at vise, hvor

ledes der deraf fremstod en Forening, der navnlig ved Wes-

sels og andre bekjendte Mænds Deltagelse er bleven foreviget.

I Mad. Juels Kaffehus kom Johan Nordahl Brun, Ove Gjerlew

Meyer, Brødrene Wibe, Johan Herman Wessel, Brødrene Fri-

mann, Edvard Colbjørnsen, Søren Monrad, B. Prahl, Fasling,

N. Treschow o. fl., for det meste Nomiænd. Det Ry, al her

var Samlingspladsen for gode Hoveder, og at man saaledes

kunde faa at høre lystige Indfald og alvorlig Diskussion, drog

efterhaanden en stærk Søgning lil dette Sted, hvilken just

ikke altid var Stamgæsterne behagelig. Wessels Impromptu

0111

Hesteprangeren:

„Den Mand, som sælger Ileste,

Han gjorde vel det bedste,

Ifald han gik sin Vei,

Thi man ham lider ei.“ —

kan saaledes med Bestemthed antages at have været rettet til

en af disse besværlige Gjæster, af hvilke der, som der for

tælles, var enkelte, som affekterede al tale med norsk Accent

for al gaa og gjælde for Normænd og derved komme til at høre

lil de mere priviligerede. Omtrent det samme Paahæng kom

tilstede i Neergaards Kaffehus, og for al blive fri derfor paa

begge Sider, fattede ethvert Parti for sig næsten omtrent sam

tidig den Tanke at faa egne Værelser paa selve Stedet, som

ikke maatte betrædes af andre end af den faste Stok. Saa-

ledes var det, at det bekjendte no r ske Se l sk a b etablerede

sig hos Mad. Juel. Det skete omtrent 1773. Efterhaanden an

tog Sammenkomsterne, der fra først af vare beregnede paa

gjensidig Underholdning, en mere positiv Karakter i æslhe-

tisk og poetisk Retning. Selskabet fik en literær Karakter,

idet det udsatte Præmier for Væddekampe over poeliske /Em

ner, og i 1775 anmeldte det sig første Gang offenlig som el

literært Samfund ved Udgivelsen af Skrifter, der skyldtes

dets mest fremragende Medlemmer. Den Indflydelse, som det

norske Selskab udøvede paa Smagen, kan ikke undervur

deres.

Om Livet i det norske Selskab udtaler Rahbek, der var