134 / 387
132
Kjøbenhavnske Klubber og selskabelige Foreninger
kaldtes
Honorarii
, 7 i Tallet; de skulde være „Herrer af
Qualitet‘\
behøvede ikke at spille noget Instrument, men skulde
„have eii god
Gout
i
Musiquen“.
De skulde varetage Selskabets
Tarv i del hele, navnlig skaffe Tilhørerne, som kunde be
stride Selskabets Omkostninger, og vaage over, at alle An
ordninger paa det nøjestc bleve efterlevede, „at ikke for
medelst Mangel af
Accuratesse
en god Indretning skulde op
høre". De valgte af deres egen Midte en Direktør, hvis For
retningstid var et halvt Aar. Den anden Klasse kaldes
Ordi-
narii;
de vare 21, men 3 til 4 Pladser skulde altid staa ledige
for at optage en eller ,anden „notorisk" Musikus. Den tredie
Klasse kaldes
Extraordinarii.
Ønskede nogen at optages, maatte
han melde sig hos Sekretæren, som foreslog ham for
Ordi-
narii
, af hvilke
2
udvalgtes til at undersøge hans Opførsel,
„thi ingen liderlig eller for en eller anden grov Forseelse
berygtet Mand i
Societetet tolereres
". Derefter blev han prøvet
af Koncertmesteren, og
Ordinarii
afgjorde da, til hvilket Parti
han kunde hensættes. Det var i Loven bestemt, at der ikke
i Selskabet kunde optages nogen, der stod i aabenbart Fjend
skab til et eller flere af Medlemmerne, „paa det at ikke saa-
danne ilde
harmonerende
Gemytter skulle indvikle
Societetet
i
F'actioner,
og derved hindre den Fornøyelse det fornemmelig
intenderer“.
Videre hedder det: „Enhver skal være forbunden
til at være Andre lige saa meget til Fornøyelse som sig selv,
og til den Ende maa han indrette sin
Gout
i
Musiquen
efter
de Flestes, og
abandonnere
alle Slags ubehagelige Miner og
Manerer, saavel i Gebærder som i
Musiquen
selv, saa snart
som denne af et eller andet
Membr.
bliver advaret, at sligt er
hannem uanstændigt, paa det ikke en Mands Lune skal gjøre
hele
Societetet
latterligt". En ejendommelig Bestemmelse var
følgende: „Alle
Concerter, Sinfonier, Trios
og
Soloes
blive først
musiceret i Prøverne, og da overgives ethvert
Membr.
tvende
dertil gjorte Træ-Kugler, en sort og en hvid; haver det
Musi-
certe
behaget ham, kaster han den Hvide, hvis ikke den Sorte,
i en dertil indrettet
Machine
, og da efter Kuglernes Mængde
afsiger Koncertmesteren om det
Musicerte
kand opføres i
Hoved
-Musiquen
eller ikke."
Holberg, der som bekjendt selv var en stor Musikelsker
og, spillede Fløjte, Violin og Violoncel, roser i sin 170. Epi
stel meget dette musikalske Selskab. Han angiver dets Med
lemmer til 40, om hvilke han siger, at „de have udi en kort
Tid saaledes tiltaget udi Musiken, al mange af dem kan pas
sere for Mestere". Scheibe fortæller, at ved Indstuderingen i