196 / 387
maa De schweige, for nu begynder strax Komedien, og De maa
ikke forstyrre de andre i deres Fornaielse."
„Hvad skal vi se i Aften ?“ spørger den sidst ankomne
tykke Madame sin Naboerske lil højre. „I Morges skulde de
ha’ Elverhøj, saa i Middags „Den Stundesløse", og saa hørte
jeg paa Trappen herop, at Stykket igjen var forandret." —
„Er det forandret?“ siger den flotte unge Pige, „Gudskelov —
Holberg er saa ækel simpel. Hører Du, Peter,“ raaber hun
til Slagtersvenden, „de faa ikke „Den Stundesløse“.“ — „Mig
er det det samme, bare det er noget, man kan grine af,"
svarer Slagtersvenden. Studenten med Brillerne blander sig
i Samtalen og siger: „Det kan De ogsaa konnne til, for De
skal se „Matrosen", der er saa rørende, at man baade maa
le og græde derover, og saa „Eventyret i Rosenborg Have“
— De ved nok med Jordemoderen." — Madamen paa første
Bænk har opsnappet det sidste Ord, hun vender sig for
nærmet om og spørger Studenten, om det er hende, han
sigter til. Hun fortjener sit Brød paa en honnet Maade og
kommer i de agtbareste II use. Hun bryder sig ikke om, hvad
saadan en Grønskolling med eller uden Briller siger, han
kan passe sig selv, og hvis han tror sig for fornem til jat
være i Loge med en Jordemoder, kan han gaa hjem og læse
paa sin Lektie, for det kan han nok trænge til. Jordemoderen
faar nu ogsaa Assistance af Sømanden. Han har hørt, at
man har talt
0111
„Matrosen", og dermed kan kun være ment
ham. Han vender sig da til Studenten og siger, idet han
viser sin knyttede Næve: „Hør, gode Ven! Den er for slem
den! Matros, siger De, ja, jeg er Matros — og jeg kan være
det bekjendt — men alligevel skal De lade være at sige Ma
tros, og naar De siger det en Gang endnu, min Fa’er, saa skal
jeg saadan kalfatre Deres Glugger, min unge Ven, at De skal
nok lade være at se syv Mile i taaget Vejr." —• Studenten,
som er bleven ængstelig, vil nu forklare, at han kun har
ment Stykkerne, men slet ikke har hentydet til nogen Moders
Sjæl i det hæderlige Selskab, men Sømanden stopper Munden
paa ham med de Ord: „Hold Kaien i, Student, ellers vanker
der Smør."
Ilvad enten nu Studenten har hørt, at der skal gives „Ma
trosen" og „Eventyret i Rosenborg Have", eller han virkelig
har søgt at gjøre sig lidt lystig paa de tilstedeværendes Be
kostning — da nu Tæppet gaar op, viser det sig, at det hver
ken er del ene eller det andet af de Stykker, der skal gives.
Det er Ilertzs „Sparekassen", der maa tjene som Nødstykke.
194
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne