GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

193

gaa i Theatret. Det kan jeg kun, naar jeg tager Barnet med —

og jeg bryder mig ikke

0111

, hvad saadanne Springfyre sige.

Saa, nu skal Du være stille, lille Lotte — smagte det ikke

godt, vil Du have mere? — Det er forskrækkelig, hvad Du

kan drikke. Saa! De maatte ønske sig, at de havde saadan en,

som Du er.“ — Den unge Pige paa første Bænk ler, og

Slagtersvenden siger: „Madamen skulde have taget Vuggen

med, saa kunde den lille visses i Søvn.“

Logén begynder at fyldes. En Amagerpige bliver skubbet

ind, derefter to unge Mennesker, der synes at have svoret til

Minervas Fane, og af hvilke den ene er forsynet med Briller.

Et Par Madamer og en Haandværkssvend samt en dito Lære

dreng indfinde sig efterhaanden. Man begynder allerede at

stønne og puste, thi Atmosfæren er temmelig trykkende. Nu

hørtes en Parlamenteren i den aabne Logedør. Paraplymager-

madamen underhandler med en tyk Matrone. Denne har ude

paa Torvet givet to Mark for en Plads paa den første Bænk,

og da hun

1111

ser, at denne er opfyldt, protesterer hun mod

at sætte'sig der og vil have sine Penge tilbage. Logehøkersken

erklærer i sin ejendommelige Jargon, at der er „reichlieh

Platz“, og fortæller, at ved den sidste „Geburtsdagsforestilling“

var der fem paa Bænken og „en lille Barn“. Den tykke Ma

dame lader sig endelig overtale, hun balancerer over hele

tre Bænke med deres Beboere og presser sig endelig ind mel

lem Jomfruen af den bedre Familie og den flotte unge Pige.

Lige da Forspillet er begyndt nede i Orkestret, kommer Para-

plymagermadamen tilsidst trækkende med en Sømand, der

efter de Svingninger, han gjør med Overkroppen, idet han

sætler sig ned paa tredie Bænk tæt op til Figurantindelogen,

synes at have en større Ballast inde, end det er nødvendigt for

ham til at holde sig paa ret lvjøl. Det første, han gjør, er at

kysse paa Fingeren ad Figurantinderne, hvilket disse dog ikke

synes at sætte synderlig Pris paa. Forøvrigt finder Sømanden

Pladsen temmelig knap. „Nu har jeg været i mangt et Lukaf

saa storl som et Musehul, men aldrig i en saadan Baas,“ siger

han. „Madam!“ raaber han til Paraplymagersken, som igjen

viser sig i Logedøren, „er det en Plads at byde et pænt Mand

folk og helbefaren Matros! Jeg kan ikke se det bitterste, og

her er saa hedt som i Helvede. “ — „Min gode Mand,“ svarer

hun, „for otte Skilling kan De ikke forlange en betre Plalz.

Stræk sig tiber Pillen, so kan De se Kongen und Dronningen.“

— „Hvor? Kongen og Dronningen — er de i Komedien?“ —

„Nej, aber, naar de var der, kunde De s’gu se dem. Men nu

J. Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenliavn