197 / 387
Nu rejse de sig alle paa de bageste Bænke for at kunne se
lidt af Forestillingen. De paa anden Bænk læne sig ud over
dem paa den første, og det gaar ud over Hovedtøjerne, især
er Amagerpigen meget nærgaaende mod den senest ankomne
tykke Madame, der protesterer ved at puffe hende tilbage
med sine Albuer. Slagteren har slynget sine Arme om den
flotte unge Pige for saaledes at tilkjendegive sin Kjærlighed
for sin udvalgte og sin Interesse for Skuespillet, og de to
Studenter og Matrosen have taget Stade paa de forrestes Ryg,
idet de tillige med Hænderne mod Gesimsen og med udbredte
Arme søge de fornødne Støttepunkter mod et skæbnesvangert
Fald. Haandværkerdrengen stikker sit rødhaarede Hoved ind
mellem Amagerpigens Arme. Madamen med Barnet, der tje
ner til en Art Skammel for en Landsoldat, den sidste, der er
skubbet ind i Logen, giver sig til at skjælde og sekunderes
af den vrælende Glut. Af de første Scener høres der ikke et
Ord under al den Støj, og der tysses fra alle Kanter. Endelig
bringes Barnet til Tavshed, og man kan saa nogenlunde følge
med.
1
'
| 1
j
'
1
I
I
i i I |
" i " " :I"
„Ah, nu ved jeg, hvad det er,” siger den tykke Madame,
„det er der, hvor de vinder i Lotteriet og slaar stort paa det,
det Tiggerkram — og saa faar de en lang Næse. Og saa kom
mer Holst — og han har vaaren i Vestindien og er bleven
saadan noget som Kommandør — og saa hjælper han dem,
og der er saadan en yndig Slutning."
„Maa vi nu være behagelige, Madam,“ siger Slagtersven
den, „det ved vi altsammen, det er bedst, at De beholder
Deres Visdom for Dem selv. Kan Du se noget, Lise?”
„Dejlig, men det er jo ikke Elverhøj — hvad er det for
noget? Jeg synes, det er kjedeligt.”
„Sludder! Det er netop et rart Stykke. Det er „Sparekas
sen”, jeg har set det før. Det er Grin. Du kan tro, han der,
det er en rigtig Lumsker, han frier til hende, bare fordi de
har vundet i Lotteriet — men han faar da en lang Næse,
kan jeg tro. — Maa jeg nu bede Dem om at tage Deres Ben
bort og humme Dem,” vedbliver Slagteren, idel han vender
sig til den ene Student, „naar De tror, at jeg er en Trappe
stige, saa tager De min Salighed fejl. Bort med Benene, siger
jeg, ellers” — Studenten vil ikke lade det komme til Yder
ligheder; han tager resigneret Plads lige bag ved Pillen, hvor
han da ikke kan se det mindste.
Første Akt er lil Ende. Sømanden, som under Akten har
lænet sig tilbage og faaet sig en lille Lur, vaagner nu og mær-
13*
Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne
195