GamleKongensKjøbenhavn

Nyboder og den faste Stok

237

Fatter med sin Sav

Stikker af i Luntetrav,

Mutter kom galant

Med hans Proviant.

Først maa Mandskabet skaffe,

Førend de løbe kan omkaps,

Somme fik sig lidt Kaffe,

Og somme fik sig en Snaps.

Na ta’er Alle fat,

Og vort Arbejd gaar saa glat;

Her vi samle Ros,

Det skal varme os,

En bli’er gjennemblæst,

Staar og fryser som et Bæst,

En i Smedien han

Staar og sveder Tran.

Her staar Skibet paa Stabel,

Længes svært at komme afsted,

Ud at vaske sin Snabel,

Og det gjør vi andre med.

Saadan ved 1 nok,

Muntrer sig den faste Stok,

Ja med Slid og Slæb

Under Holmens Chef.

Ugen gaar med Sjou,

Søndag ej paa samme Boug.

Lyder Klokken end

Ingen lystrer den.

Somme sidde og pirke

Hjemme med et og andet smaat,

Somme stikke til Kirke,

Og det er da nok saajgodt.*'

.Ta, „Somme stikke lil Kirke“, men rigtignok var der ogsaa

dem, der opfattede denne Kirkegang paa en hel anden Maade.

Det var saaledes Tilfældet med en gammel Holmens Tømmer

mand, der i mine Drengeaar kom i mine Forældres Hus og

gjorde lidt Tømmer- og Snedkerarbejde. Han sagde: „Ivjæl-

ingen derhjemme, hun gaar i Æble Kathrines Boliger og

synger Salmer, og jeg gaar i Kirken paa Toldbodvejen, hvor

Præsten staar ved Disken og skænker smaa og store Snapse.“

Den gamle Fyr var sjælden ædru, og naar man sagde til ham,

at lian nok havde drukket lidt over Tørsten, svarede han i

Almindelighed: „Over Tørsten, go’e Herre — det er umuligt.

Ulykken er, at jo mere man drikker, jo mere tørster man.

Over Tørsten, nej!“ — Han kunde fortælle mange Historier

bejde paa Værftet. Der blev afdraget nogle Skillinger af Daglønnen, og i

Gjentågelsestilfælde blev Bøden forøget.