238 / 387
236
Nyboder og den faste Stok
lil Husholdningen'eller en lille Extrafortjeneste ved at drive
Fiskeri ved Toldboden. Paa en Flydebro, der laa ved Toldbod-
bommen. saa 'man hele Rækker, gamle og unge, sidde og pilke
efter Torsk, og Fangsten var ofte ret rigelig. En Tur til Dyre
haven St. Hansdag, der var en Fridag, mest til Fods, sjældnere
paa en „Kaffemølle", hørte med til den faste Stoks tarvelige
Adspredelser. Men Spadsereturene om Søndagen gjaldt Frede
riksberg, Kirkegaarden, 'men dog mest Kalkbrænderiet og den
Vej langs 'Stranden, som nu kaldes „Strandpromenaden", hvor
man havde den smukke Classens Have paa den ene Side og
Sundet med Sejlerne paa den anden. Her valgte man sig en
grøn Plet, hvor den medbragte Proviant blev fortæret, og
Aftenen endte med et Besøg i „De Fattiges Dyrehave", el
Værtshus, der laa ved Kalkbrænderiet, hvor man drak sig et
(ilas Punsch, og hvor de unge kunde faa sig en Svingom til
Musiken af en Violin og en Fløjte.
Alt i alt har og havde et hæderligt Folkefærd hjemme i
Nyboder. Det kan ogsaa skjønnes deraf, at Forbrydelser altid
have hørt lil Sjældenhederne i dette Samfund. Kjærlighed
til Konge og Fædreland var en Følelse, som havde hjemme
hos alle og gav sig til Kjende paa en hjertelig og naturlig
Maade. En særlig Festdag var det for Holmens faste Stok,
naar der skulde illumineres i Anledning af festlige Begiven
heder i Kongehuset. Folkene fik da Lys udleverede til at
sætte i Vinduerne og havde den følgende Dag en Fridag, fordi
de havde siddet saa længe oppe og pudset Lysene. De kunde
knurre mod deres Overordnede, naar de troede sig forurettede,
men i Reglen nærede de en stor Respekt for disse og vare vil
lige til al underkaste sig Disciplinen. En ret karakteristisk
Anekdote betegner dette Forhold. En gammel Admiral kom
paa Holmen, da et Skib skulde løbe af Stabelen, og mødte
just en Matros, hvem han spurgte, hvad Tid det skulde gaa
for sig. „Hun skal," bandte han, „løbe af, Hr. Admiral, naar
Klokken slaar Tolv." — „Saa sagte, min Søn, saa sagte,"
sagde Admiralen, „om Gud vil, om Gud vil!" — „Hun skal,"
bandte Matrosen igjen, „enten han vil eller ej; Holmens Chef
har sagt det."
Arbejdet og Livet paa Værftet skildrer Adolf Reeke:
„Manne, op i Fart!
Arbejdsklokkén lyder snart,
Manne, er I tjent
Med at faa Absent*)?
*) „Absent“ (a: fraværende) kaldtes ikke at komme i rette Tid til Ar-