45 / 387
Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden
45
søgte at faa Forbudet laget tilbage. Dette lykkedes imidlertid
ikke, thi selv i Privilegiet for Komediehuset af 11te September
1750 forbødes det udtrykkelig at give offenlige Maskerader.
Først i 1767 skænkedes der en fransk Theaterdirektrice, Mad.
Martin, der med sit Selskab gav Forestillinger paa det nylig
opførte Hoftlieater, Tilladelse lil af give offenlige „Redouter
eller Masquerader“ , og for at den danske Skueplads ikke
skulde lide noget Skaar i sine Privilegier og miste noget af
sine Indtægter ved den Mad. Martin forundte Bevilling, fik
den ogsaa Tilladelse lil at give lignende Forlystelser, hvorved
der endog turde holdes Bank. Heraf benyttede Theatret sig
dog kun nogle faa Gange, da disse Maskerader bragte For
styrrelse i Forestillingerne, og de desuden kun lidet svarede
Regning. Paa Hof theatret blev der derimod i et Par Aai; givet
Maskerader, som, da de frekventeredes af Hoffet, bleve godl
besøgte. De ophørte med Mad. Martins Bortrejse, indtil der
i Aaret 1803 gaves Sekretær Bjørn, daværende Fuldmægtig
ved Ilofstuen og Rolleskriver ved Theatret, Tilladelse til paa
Hoftheatret at give Maskerader for egen Regning, der bleve
saa talrig besøgte, at det ogsaa bevilgedes Traktørerne Rau &
Schmetzer at holde lignende Forlystelser i deres Gaard paa
Kongens Nytorv, Ilotel d'Angleterre.
Disse Maskerader holdt sig en lang Række af Aar og be
søgtes meget af den noble Verden. De adskilte sig iøvrigt i
ingen Henseende synderlig fra Nutidens. Hos os i Norden
har man aldrig ret kjendt eller forstaaet at gaa ind paa den
Karnevalslystighed, som i Syden knytter sig til slige For
lystelser. Ligesom nu var Dandsen og smaa Amouretter Hoved
sagen, men der var dog lidt mere Liv og Lystighed end nu,
fordi Karaktermaskerne altid vare de overvejende, og Øjet
ikke i den Grad trættedes af do kjedeligé Dominoer og Spids
munke. Ogsaa Klubberne havde et Par Gange om Vinteren
deres Maskerader, og især hørte „Harmoniens" til de mest
elegante. Meget besøgte vare de Maskerader, som Knirsch i
1835 begyndte at give i Hotel d’Angleterre. Ved en af disse
var der en Maske, som gik omkring og spurgte de unge Damer,
om de var konfirmerede, og hvis de ikke var det, maatte de
gaa deres Vej. Sagen var nemlig den, at en jydsk Præst havde
bortvist en Konfirmandinde fra Konfirmationen, fordi hun
havde deltaget i et Maskebal.
Kjøbenhavnerne havde dog en ejendommelig Karnevals
lystighed, der næppe i lignende Art har fundet Sted i Ud
landet. Det var de Maskerader, som Jøderne gav paa deres