GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

havde lejet den saakaldte Ilerkulespavillon ved Enden af Iva-

vallergangen, lod lier opføre Musik, og da samledes der altid

en stor Mængde Mennesker. Med disse Koncerters Ophør

trak Folk sig tilbage fra Ilaven, og i en senere Tid var det kun

Carstensens berømte Festinos og Lumby es Koncerter omkring

Springvandet, der fremkaldte Reminiscenser af det Folkeliv,

som Haven engang havde været Skuepladsen for.

For en Fuldstændigheds Skyld nævner jeg endnu Filosof-

gangen og Voldene som i sin Tid yndede Promenader, der dog

vilde have været endnu stærkere besøgte, hvis der ikke, navn

lig for Voldenes Vedkommende, havde været adskillige In-

konvenienser derved. Det er vistnok endnu i frisk Minde,

hvorledes det var forbudt at betræde Bastionerne, og hvorledes

der tillige var anbragt en stor Del Skildvagter, som skulde

forhindre enhver forordningsstridig Overtrædelse, navnlig i

Retning af Cigarrygning, Forsyndelser, der kunde medføre

et mindre behageligt Ophold i Vagten og en streng Irette

sættelse af Kommandanten, om ikke noget værre. Der var end

og en Tid, da det var forment Matrøserne og deres Familier

at sætte deres Fod paa Voldene, men dette Forbud bortfaldt

dog efter nogle Aars Forløb som altfor latterligt. At man ikke

saa sjældent kunde være Vidne til Hundeinord, begaaede af

Voldskytten, med Risiko for selv al laa el farligt Skud i Livet,

bidrog heller ikke til al gjøre Promenaden videre tiltræk

kende. Alligevel er der behagelige Minder, der knytte sig til

Voldene, og der er sikkert mange, som med en Følelse af

Sorg og Savn have set dem forsvinde for at give Plads for de

brede Boulevarder og de pragtfulde Anlæg. I sin Aprilvise

synger Poul Martin Møller:

„Grøn er Vaarens Hæk,

Kaaben kastes væk,

Jomfruer sig alt paa Volden sole;

Luften er saa smuk,

Deres Længselssuk

Kjendes leLpaa deres Silkekjole” .

Digteren hentyder lil Voldens Betydning i erotisk Henseende.

Amor hvæssede her sine Pile, og mangen kjæk Ungersvend

og mangen fager Mø med og uden Silkekjole mødtes paa Vold

promenaden for første Gang og udvexlede de Blikke, som

tændte Hjerterne i Brand. Afset derfra vare Voldene, saa

langt man kan huske tilbage, Kjøbenhavnernes Yndlingspro-

menade. Vilde man ud for at lufte sig, da hed det altid: „Jeg