291
4.1.2.3
Mekanisk styrke
Maskiner, løftetilbehør samt deres enkeltdele skal kunne modstå de belastninger, som de
udsættes for under arbejdet, og i givet fald uden for arbejdet, på de fastsatte vilkår for
opstilling og brug og i alle konfigurationer i forbindelse hermed under hensyntagen til
klimatiske påvirkninger og påvirkninger fra personer. Dette krav skal også være opfyldt
under transport, montering og afmontering.
Maskiner samt løftetilbehør skal være konstrueret og fremstillet på en sådan måde, at
svigt på grund af træthed og slitage undgås under hensyn til de pågældende
anvendelsesformål.
Der skal ved valget af materialer tages hensyn til de fastlagte brugsvilkår, med særligt
hensyn til korrosion, slitage, stød, ekstreme temperaturer, træthed, koldskørhed og
ældning.
. . .
§ 337 Mekanisk styrke
Kravet i punkt 4.1.2.3 finder anvendelse på løftemaskiner i snæver forstand, på
udskifteligt udstyr, der er beregnet til løfteoperationer, på løftetilbehør og, hvor det er
relevant, på sikkerhedskomponenter, der er monteret af hensyn til sikkerheden i
forbindelse med løfteoperationer. Disse maskiner udsættes i kraft af deres funktion
for gentagne mekaniske belastninger, træthed og slitage, som kan medføre svigt og
resultere i, at byrden falder ned, eller at løftemaskinen vælter eller bryder sammen.
Kravet i punkt 4.1.2.3 supplerer det generelle krav vedrørende risici som følge af brud
under anvendelsen – jf. § 207: kommentarer til bilag I, punkt 1.3.2.
I punkt 4.1.2.3, første afsnit, fastsættes det, at det i konstruktionen skal sikres at
maskinens komponenters og samlinger har tilstrækkelig styrke under hensyntagen til
de tilsigtede anvendelsesforhold i alle faser af maskinens levetid. Hvis der ved
konstruktionen er taget højde for visse restriktioner i forhold til den tiltænkte
anvendelse, som f.eks. den maksimale vindstyrke, en minimums- eller
maksimumstemperatur eller den maksimale hældning, skal der træffes
foranstaltninger i overensstemmelse med de principper for integrering af sikkerheden,
der er fastsat i punkt 1.1.2, for at sikre, at maskinen kun anvendes inden for de
foreskrevne grænser.
I andet afsnit i dette punkt fastslås det, at der i forbindelse med konstruktionen skal
tages højde for træthed og slitage. Da træthed og slitage afhænger af varigheden og
intensiteten af brugen af maskinen, skal beregningerne baseres på hypoteser
vedrørende maskinens levetid, som f.eks. et antal driftstimer eller et antal driftscykler.
Det bør bemærkes, at de hypoteser, der lægges til grund for konstruktionen af
maskinen, skal være i overensstemmelse med fabrikantens anvisninger om
kontroltype og -frekvens, om forebyggende vedligeholdelse af maskinen samt om
kriterierne for udskiftning af dele, der er udsat for slitage – jf. § 207: kommentarer til
bilag I, punkt 1.3.2, og § 272: kommentarer til bilag I, punkt 1.7.4.2, litra r).