147 / 183
TROY, NEW HAVEN, P ERTH AMBOY, NEW YORK, HJEMREJSEN
137
glemte Sange, der dukkede op i Erindringen hos en og anden,
og som efterhaanden voksede frem i Bevidstheden hos en større
eller mindre Kreds af Sangerne, til Glæde for dem selv og for
den Skare Tilhørere, der altid samlede sig om dem.
Men efter det første Par Sol
skinsdage fulgte Stormdage, hvor
Havet rejste sig i en Vælde, som
langt overgik, hvad vi havde op
levet paa Overrejsen til Amerika,
hvor Bølgeskvalpet stod som
rygende Braad helt op over
øverste Dæk, med Duvninger
saa stærke, at Liggestolene og
deres standhaftige Indhold rul
lede rundt mellem hverandre i
et pêle-mêle, og vi om Natten
maatte stuve os fast i Køjerne
med Pøller og Tæpper for ikke at skvulpes rundt. Og dog var det,
som om de Strabadser, vi havde gennemgaaet, havde hærdet os
og gjort os mere modstandsdygtige. Mandefaldet var betydelig,
mindre end paa Overfarten.
Roligere Dage kom efter, hvor L ’hombre- og Bridgebordene stod
fuldt optagne Dagen igennem, naar Kulde og Regn gjorde Opholdet
paa Dækket for ubehageligt og umuliggjorde Ringspil og shovel-
Det sidste Parti shovel-board.