173 / 183
AFSLUTNING
ost molestam senectutem nos habebit humus
— som det
med en maaske mer end Per Degnsk Oversætterfrihed
kunde udtrykkes: Snip, snap snude, nu er Historien
ude; naar Turen er forbi, eller rettere sagt Beretningen
derom, er der ikke mere at sige om den Ting. Og dog,
et Par afsluttende og samlende Ord om, hvad der — efter vor
egen Mening — kom ud af denne med saa megen Forventning
og Spænding imødesete og med saa stor Fornøjelse og Glæde
gennemførte Tur, hvad vi udrettede, hvad vi opnaaede, for os selv
og for andre, vil maaske ikke være af Vejen.
Hvad det rent musikalske Resultat angaar, tør man vistnok
sige, at vi, støttet i lige Grad af et jævnt, maalbevidst Arbejde
fra alle Deltagerne under Forberedelserne, et tæt Sammenhold,
en usvigelig Disciplin og — last not least — en heldig Lykke
stjerne under hele Turen, hævdede Sangforeningens Navn og
dansk Musiks Ære — selvfølgelig inden for vort lille begrænsede
Omraade —, saaledes at vi uden at rødme ved Hjemkomsten
kunde træde vore Landsmænd for Øje.
Og et Held var det jo ogsaa — eller maaske rettere sagt en
afBetingelserne for
Turens Iværksættelse —, at vi netop for
Tiden kunde glæde os ved Besiddelsen af en frisk og ung
dommelig Solokvartet, og at vi — hvad vi ikke noksom kan paa
skønne — i vore to fortræffelige Solister havde to bærende Kræfter,
der ikke alene henrykkede vore Tilhørere — og os selv med for
den Sags Skyld —, hver Gang de traadte frem for at synge deres
Solosange, men ogsaa imponerede dem, naar de efter endt fore
drag og Takkebuk og da capo og nok et da capo beskedent og
stilfærdigt traadte tilbage i Rækkerne for med ægte kammeratligt
Sindelag og Humør at lade deres myndige Stemmer smelte
sammen med de andre menige Sangfuglerøster, henholdsvis paa
første Tenor og anden Bas.
Ved Planlæggelsen af Repertoiret tor Amerikaturen var det
selvfølgelig ikke de sædvanlige Koncerthensyn, der i første Række
skulde gøre sig gældende. Her var andre og flere forskellige
i l *