105 / 195
101
F a k tis k y d e r nogle a f lab o rato riern e for tid en ikke, hv ad de k u nd e,
som b asis for øvelser. De kan kun nogenlund e opfylde deres an d en , men
vel og saa v ig tig ste opgave, nem lig a t væ re e t fo rm aalstjen lig t g ru n d lag
for s tu d e n te n s a rb e jd e ved a t give ham let og u h in d re t adg an g til fagets
bøger, h v o ra f h an selv kun kan eje en ringe del. De fleste a f de h um a n isti
ske fa k u lte te rs la b o ra to rie r findes i stu d ieg aard en , og siden dens o p rette lse
i 1916 h a r s tu d e n te rn e b e n y tte t sig saa rigeligt a f de til a t begynd e med
udm æ rk ed e a rb ejd sm u lig h ed er her, a t lab o rato rie rn e, h v o r m an o p rin d e
lig t kun »saa nog et efter« og u d fø rte specielt arb ejd e, er b le v e t m ange
s tu d e n te rs a rb e jd srum fra m orgen til a ften . Denne — ikke skadelige! —
ud v ik lin g h a r i forbindelse m ed de sid ste aa rs stæ rk e stign ing i s tu d e n te r
ta lle t i ad sk illig e fag efte rh a a n d e n v o ld t en saad an træ ngsel om p lad ser
og bøger, a t la b o ra to rie rn e s e ffe k tiv ite t ogsaa p aa d e tte felt desvæ rre
er a fta g e n d e .
D e tte er s to r sk a d e ; th i h v ad n y tte r al v ejledn ing i forelæsninger,
e x am in a to rie r, speciale- og labo rato rieøv elser, hvis s tu d e n te rn e ikke fø rst
og frem m e st a rb e jd e r p a a egen h a a n d , saa de læ rer a t gaa frit og fo rtro
ligt til fag et, v rag e den ene bog og vælge den and en — ogsaa uden p ro
fessorens a n v isn in g e r? S e lv stud iet er dog d e t for den ind re væ rd i a f
gø rende.
H e r er d er m a ask e sy n d e t i nogle fag i de senere a a r. Man h a r, som
b a a d e n ø d v e n d ig t og rim elig t v a r, g iv et efter for p ra k tik e rn e s og s tu
d en te rn es forenede ra a b om en b ed re o rg an isation a f und erv isn ing en
m ed d e t fo rm aal a t u n d g a a u n ød ig t tid ssp ild . Man b y d e r stu d e n te rn e
en la n g t m ere u d s tra k t und e rv isn ing i øvelser og ved hjæ lpelæ rere. D et
regelmæ ssige a rb e jd e , m an b in d e r dem til, er ra tio n e lt og m o ra lsk ; d et
s ty rk e r de svag e. Men d e t kan snæ re de stæ rk e, hæmm e de selvstændige
p aa deres egne v eje — og v a r d e t egentlig m en ing en ? Man k an u n d e r
tid en synes, a t de flittig e re , b ed re op læ rte, fagkund sk ab srig ere s tu d e n te r
nu sa v n e r nog et a f tra n g e n til alsidighed og jag tg læ den i d e t u b ek en d te.
H v is U n iv e rsite te t tid lig ere tilsid e sa tte de p ra k tisk e h en syn p a a en
m a ad e, som k u n d e væ re fu ld stæ nd ig b aro k , saa er d er nu s k a b t u n d e r
v isn ing sfo rho ld , som , h v o r m eget der end yd erligere kan væ re a t ønske,
bed re s v a re r til d e t p ra k tis k fornødne, men som til gengæ ld k an tru e
med m ekan isering , n av n lig hvis professorerne p aa g rund a f for sto re
a u d ito rie r ikk e h a r fornøden lejlighed til ind iv idu el v ejledn ing, og hvis
stu d e n te rn e g lemm er a t læse p aa egen h a a n d . Sæ rlig da ved de fak u l
te te r, h v o r bøgern e saa gan ske dom in erer, er d et en sto r fare for m ennesk e
væ rd ien , hvis disse bøger kun er stren ge læ rere og tvang sfæ ller, ikke gode
k am m e ra te r og fo rtro lig e v enn er.