122 / 161
mindelig tale kun Blegdammen, betragtedes nærmest som første
trin til kirkegården. Der lod man sig nødigt indlægge, dersom
man havde råd til at indrette sig på anden måde.
De mange beværtninger i gaderne virkede altid som noget sør
geligt. Ofte så man en fattig kone stå længe og vente forgæves
på at få manden med hjem eller måske få de sidste penge fra
ham, inden han dinglede videre til næste sted. Koner va r i
de tider gerne om vinteren klædt i et stort ulden t sjal og tø r
klæde om hovedet eller, dersom de va r ældre, med en vatteret
kyse af sort silke eller silkelignende stof, stukket i mønster. Ky
ser fandtes også strikket af sort uld. Det v a r ingen sjæ lden
hed at se folk på gaden med sutsko, dersom de ikke skulle ret
langt, ellers var træsko meget almindeligt, især til mænd og børn.
Det lavede megen støj, n å r børnene løb henad rendestensbræd
derne.
Jeg husker Store bededags aften, n å r Christian shavner-nitter-
drengene og Amagerd rengene mødtes på den „dækkede v e j “ og
udkæmpede store slag. Så hørte man flokken komme hjem og
synge „Nitterdrenge er raske drenge, Amagerd renge bondeøg“,
dersom det nu var dem, der havde vundet. Samme aften ringedes
der også med alle kirkeklokker fra 6-7. Der v a r ingen, der be
klagede sig over den støj, tværtimod åbnede vi vinduerne for
bedre at høre klokkerne.
Elektricitet til belysning havde man endnu ikke. V a r det me
get fint, havde man gasblus. I køkkenet havde man en alm inde
lig gasflamme uden afskærmning. Den sad over komfuret og gav
meget lidt lys, så man foruden måtte have en petroleums-køk-
kenlampe, der kunne flyttes dertil, hvor man arbejdede. Så var
der Auergasblus, der anvendtes i stuer og p å trappegang og i
butikker. Dertil hørte et lille glødenet, som gav et meget hvidt
blus, men et koldt lys. Almindelige mennesker havde petroleums
lamper. Som regel havde man i hver stue en stor hængelampe,
som også kunne være forsynet med lampetter til lys. Desuden
havde man rund t om stålamper, så n å r man havde gæster, og
alle lys og lamper v a r tændt, kunne man nok blive noget dø
sig. Det gja ld t da, ikke at tænde for tidligt, så beholderne va r
120