126 / 161
tæ nd t i de mørke v in term ån ed er fra 18 til 21. D er v a r en ca. tre
m eter bred smøge mellem bygningerne, og sidehuset tårned e
sig op i samme hø jde og tog hele lyset fra den ene fløj af fo r
huset. Sidehuset havde kun en trappe, den v a r smal og i snegle
form . H e r boede kun to fam ilier på hver etage. Vi boede på
første sal. Baghuset havde også lejlig hed er ud til den næste
gård og v a r egentlig en mellembygning, men vi kald te den
hårdn akk et baghus. H er boede fire fam ilier på hv er etage, og de
lange gange lå tværs af bygningen, stejle tra p p e r gik fra etage
til etage uden nogen repos. Ved trappens fod førte en mørk gen
nemgang til næste g å rd og smøge, hvor igen et sidehus skød sig
op og tog lyset fra fløjen.
N ed en fo r vores v induer stod en lang række skraldebø tter, så
vi fik ikke frisk luft, n å r vi lukkede vinduerne op, m en dunster,
og om sommeren i tilg ift en svæ rm a f fluer. D et bandede min
far meget over, og så snart der blev en chance, fly ttede vi
hø jere op, til tred ie sal. H e r v a r friskere og oven i købet e fte r
m iddagssol. D erfo r v a r lejen en krone dy rere, 13 kron er pr.
måned. G ård siden lige overfor v a r ud fy ld t af en lang række
retirad e r sam t et potterum . Genbohuset v a r en lang smal sta ld
bygning med et snedkervæ rksted over. Vi kald te det rottestalden.
H insides denne lå en lejekaserne af æ ldre dato, den blev kald t
Loppekroen. H er va r de usleste, lav lo ftede lejligheder, og skønt
både sidehuse og baghuset v a r p å tre etager, ragede de ikke så
h ø jt op, at de fo rh ind rede solen i at strømme ind i vores gård.
Det va r træ ttende at lege i gården, for den v a r dårlig t brolagt
med uregelmæssige, knoldede brosten. Så satte man sig ned på
det lange flisetrin foran retiraderne, strakte benene over den
åbne rendesten og kiggede ned i vandet, der strømmede forbi i
forskellige farvenuancer eftersom det v a r snavset, sæbeholdigt,
blånet eller lignende. Fo ran porten lå den store kloak med et
trædæksel over, hvortil alle rendestenene løb som floder i det
store hav. Gennem po rtrummet løb også en rendesten, men den
var der bræ tter over. De lå i jernbøjler, så det både klaprede
og klirrede, n å r man gik gennem.
Kvarteret va r vel ikke elendigere end mange and re steder i
124