KøbenhavnFortæller

sammen. Men så holdt damerne pludselig op med at gå med

klokke, den gik af mode, og der opstod følgende vittighed, n å r

nogen spurgte „Hv ad er klokken?“ „Den er gået af mod e “. Så

måtte hun ud på rengøring og v a r borte det meste af dagen. Jeg

var fem år dengang og havde en broder på syv og en søster på

tre, to ældre søskende va r p å arbejde. Min mor kom i reglen

først hjem ved tretiden, så vi måtte klare os så længe. Min

søster holdt til i kæ lderen hos en spækhøker - der v a r en

jævn a ld rend e - så hun blev godt ved huld. Min broder kunne

rende allevegne, men jeg va r selv ildefaren. J eg kunne næsten

ikke se. Jeg havde kirtler i øjnene, det ene va r opereret, men der

var et ar ud for pupillen, så jeg kun kunne skimte, i det andet øje

var der en kirtel, der vandrede. N å r den engang v a r kommet

forbi pupillen, ville jeg få mit fulde syn på dette øje. Det varede

nu nogle år, men va r begyndt at bedres. J eg blev van t til at

sidde på huggeblokken, kigge så godt jeg kunne og fundere over

tingene.

En kuriositet ved datidens drengeverden va r de såkaldte rø

versprog. Der v a r tre. Det ene va r opbygget således: E fter fø r

ste stavelse gentog man vokalen, men satte et 1 foran, gentog den,

men satte nu et v foran. Skulle man f. eks. sige: „Goddag, Karl,

hvo rdan h a r du d e t? “, sagde man: „Golovo da lava karllavarl,

hvorlohvo rdanlavan h a rla v a r duluvu detlevet?“ De t blev n a v n

lig talt på Christianshavn og i Sundbyerne, det lød rytmisk og

blev talt med stor tungefærdighed. P å Vesterbro havde m an et,

der vel må benævnes „ing“-sproget. Man tog den første konso

nan t og satte bag vokalen samt et „ing“. Den samme sætning

ville lyde sådan: „Oging ading arlking, onving arhing uding

etd ing.“ Det v a r gammelt, jeg tr a f dengang folk p å et halvt-

hund rede år, der kendte det fra deres barndom. Navn lig på

Nørrebro talte man „ P “-sproget. Det va r det letteste. Man tog

bare vokalen i anden omgang og satte p foran, så samme sæt

ning ville lyde: „Gopo dapa Karlparl, hvo rpo rd anpan h a r p a r

dupu de tpe t?“ Det lød staccatoagtigt, grimt og v a r ikke meget

udbredt. V-sproget talte vi med så rivende tungefærdighed, at

de voksne ikke kunne forstå, hv ad vi sagde, og de æ ldre bildte

128