KøbenhavnFortæller

glas po rtvin , n å r de var oppe og betale husleje. H a n havde også

et stort glas bismarcksklumper i tilfæ lde af, at der skulle væ re

et ba rn med - og det blev jo skik. H a n ho ld t også stor fa ste

lavnsfest med tøndeslagning, chokolade og punsch, så de store

drenge v a r utræ ttelige til at råbe: „G rossereren længe leve,

grossereren længe lev e “ og de m arscherede ru n d t i g ård en og

sang „Danm arks dejlig st vang og væ ng e“ med b egejstrede stem

mer, skønt de hverken kendte vang eller vænge.

H an talte anderledes end vi and re, vel datidens ku ltiverede

stemmeføring. D et duperede fuld stæ nd ig m adamm erne, der ha r

syntes, h an v a r en fin m and. De om talte og tilta lte ham „gros

sere ren“. Det g ja ld t selv de væ rste rappen sk rald er, selv n å r de

skæ ldte ham ud, f. eks. „G rossereren lovede m ig et ny t køkken

bord, det er k raftstejlem e noget svineri, grossereren ikke holder

o rd .“ T il en så ophø jet størrelse kunne m an ikke sige De.

F ra sit kontor ho ld t h an skarpt udkig over de u tålelige og

uopd ragne ungers fæ rden. H v e rt øjeblik blev v induet smækket

op, og den ku ltiverede stemme lød: „Væk fra vandposten du.

Ikke krav le op på skraldebøtterne, kan I ikke forstå, I ødelægger

låg en e“. Nogle bø rn havde stemmet op for strømm en i ren d e

stenen og ledet vand et som små bifloder ind mellem de toppede

brosten. D a bævrede stemmen af forargelse, da h a n råb te op,

og dobbelthagen slaskede, da h an ind igneret rystede på hove

det: „. . . noget sådan t kunne da kun de tarveliges afkom finde

p å “. D er v a r masser af forseelser, m an kunne gøre sig skyldig i,

og hu rtig t va r advarslerne glem t. Blev det for galt, kom han

farende ned. Den tykke m ave tvang hans ho ldn ing lid t bagover

og fo rh ind rede ham i a t løbe, men alligevel trippede h an p å en

komisk m åde lynhu rtig over brostenene og fik næ sten altid fat

i drengen, h an v a r efter, ruskede ham , gav ham nogle knubs

eller tog ham op på kontoret og gav ham et rap af spanskrøret.

D et vakte ikke megen fortørnelse: De frække unger havde godt

af lid t høvl.

Ved to tiden tog han sin hø je h a t og v an d rede alvorsfu ld

hjem . „H an h a r sin kongehat på, så kommer h an ikke mere i

d a g “, sagde de små rollinger og åndede lettede op.

130