KøbenhavnFortæller

bro. D er va r ganske vist en dybere brønd med pumpe på k irke

pladsen ved Am agerb rogade, nogle m inutters gang væk, hvor

vandet var lid t bed re end det i gården i Spaniensgade, men mine

æ ldre søskende ha r ofte fo rta lt mig, at det va r deres rædsel,

nå r mor kom med åget og to spande og bad en af dem om at

hente vand til m ad lavn ing etc. En stor del af v an de t spildte de

nem lig som regel i træskoene. Det v a r jo kun

1 2

-årige, der

stod for afhentningen . K valiteten af v an d et kan m an gøre sig et

begreb om, n å r jeg fo rtæ ller, at mor f. eks. ald rig behøvede at

komme salt i vandet, n å r hun kogte karto fler. Gas i køkkenet

va r der dog. D er v a r vaskehus i gården , og da der ikke altid

va r et af de større børn i næ rheden, n å r mor havde brug for

det, m åtte mor både vaske og selv pumpe og slæbe vandet fra

og til vaskehuset. M an kan tænke sig, hv ad det vil sige med

en storvask til elleve personer om fattende alt, hv ad vi ejede af

linned, sengetøj og påk lædning , lige bortset fra det, vi ba r den

pågæ ldende dag på vor krop.

U ndertø j brug te vi ikke. Jeg købte m it første sæt undertø j, da

je g i 1922 blev gift. lø v rig t h a r mor fo rta lt mig, at hun ald rig

v a r tilfred s med sit tøjs udseende efter vasken, før der, efter at

Sundby va r kommet ind under Københavns kommune, v a r kom

met vandvæ rksvand. Mors første h an d ling ind til da, n å r hun

kom på besøg hjemm e på Vesterbro, v a r da også altid at gå ud i

køkkenet og tage sig et glas vand. D ette h a r p ræ get sig dybt i

m in erind ring , idet mor - ihukommende b røndv and et - hver

gang hun skænkede sig et glas kommunevand altid sagde: „Der

er nu ikke noget som sådan et d ejlig glas koldt v a n d .“

Så længe je g husker tilbage, syede mor egenhændigt tø je t til

os seks m indreårige. H åndsym ask inen v a r hendes eneste m e

kaniske h jæ lpem iddel og selvfølgelig hendes klenodie. Vi brug te

lange strømper om vinteren. De blev ho ld t oppe med en elastik

med knaphu ller til livstykket. Jeg synes altid je g h a r h a ft hul

p å strømpen. For få år siden kom je g tilfæ ld ig t forbi en skole

kamm erats hus, han bød m ig inden fo r og viste mig nogle skole

billeder a f hele klassen. Jeg huskede straks, da je g så billedet,

hvor vi sad og stod fo ran gymnastiksalen en fo rå rsdag omkring

132