136 / 161
sen for at blive klippet. D er va r ingen kunder i salonen, men
onkel sagde alligevel: „Sæt dig ned og ven t et ø jeb lik “. Da
der v a r gået et kvarters tid, kom der om sider en kunde, der
skulle klippes og barberes. „H a r De noget imod at betale fo ru d “,
sagde onkel. Kunden rak te lid t fo ru nd ret onkel M adsen de 50
øre, hvo rpå onkel sagde: „Et ø jeb lik“ og fo rsv and t ud af bu
tikken hen om h jø rn e t til hø jre i Holm bladsgade, hvor der var
et lånekontor. H e r løste han den p an tsatte barberkn iv og maskine
hjem , kom tilbage og behand lede kunden, hvo refter h an k lip
pede mig. M ange år senere, da onkel og tan te v a r blevet holdne
folk, de havde nem lig fået aldersrente, og en fast sum hver m å
ned havde de ald rig haft, erind rede jeg m in onkel om den lille
begivenhed, idet jeg und rede m ig over, at m an kunne låne på
så lidt. „Man kan låne på
alt
m in d re n g “, va r onkel Madsens
afg jo rte svar.
H ver uge kom vi seks små i bad i en b a lje inde i stuen. Køk
kenet v a r så lille, at det slet ikke lod sig gøre at bade os der.
En efter en blev vi pu ttet i det samme vand. Jeg havde som den
æ ldste den tvivlsomme ære at væ re den sidste. B agefter blev vi
så kæmmet g rundigt, vi havde konstant lus. V ar det for slemt,
blev h å ret dynget til med Sebadille eddike, hvo refter mor
band t en klud om hovedet p å os. Det vidste hun va r et p robat
m iddel.
Å r 1900 fly ttede vi til Spaniensgade
1 1
, hvor fa r va r vicevæ rt
af navn, af gavn v a r det nem lig mor. En a f m ine erind ringer
fra denne periode er, at mor a ltid efter et voldsom t regnskyl,
hvor jo rd og sand fyld te og stoppede rør og kloak, m åtte ud i
sølet og trække et je rn b å n d gennem rø re t fra den ene kloak til
den anden for at skaffe lu ft, så v an det kunne komme bo rt fra
vejen. V andpy tte r og søle på vejen ud for huset står tydelig t i
m in hukommelse fra disse år. Vi små va r nem lig tvunget til at
holde os inden døre selv efter den m indste skylle. Så sad vi
med næsen presset mod ruden og kiggede ud på det trøstesløse
søle. Men va r det forår, og solen kom frem og vinduerne op, så
så vi lige over på den grønneste grønne m ark og havde duften
af kørvel lige ind i stuen.
134