KøbenhavnFortæller

små pap irsblom ster - husets væ rtsfolk sad med puder, hvorpå

disse dekorationer v a r fæstet.

Slig næ sten hø jtidelige sirlighed er forlængst „en saga b lo tt“,

ligesom omgangen mellem de unge som helhed er undergået

betydelige fo rand ring er. D ette skyldes en række forhold, b land t

hvilke særlig m å nævnes sporten. I sin bog „København“ citerer

professor Steen E iler Rasmussen en ud talelse af provst Fenger

fra 1901: „Lad os væ re varsomme med at anbefale sporten; det

er ikke væ rd at komme ind på, hvad den kan bruges til, nå r

den b ringer de to køn samm en“. Selv ti å r senere ansås det at

tage jakken af, selv i stæ rk varm e, for en yderst betænkelig sag.

A t de unge dam er i varm en skulle lette p å påk læ dn ingen var

der lang t ind i det 20. å rhun d rede ikke tale. Jeg husker, at jeg

- efter skoletid - på m it kontor havde taget jakken af. En af

skolens afdeling sledere, en dame, som jeg satte megen pris på,

bl. a. for hendes sans for humor og evne til at skære igennem

problem erne, udbrød, da hun kom ind på kontoret: „Det havde

jeg dog a ld rig tæ nk t mig, at jeg skulle se rekto r Z ah le i sk jo r

teæ rm e r“.

I tilslu tn ing til m in om tale af sport m å anføres, at k læ d ed ra g

ten, sæ rlig kvindernes, g jo rd e deltagelse i sportsøvelser yderst

vanskelig. De lange k jo ler v a r til en alm indelig spadseretur

upraktiske, dels fordi de næ sten kun tillod dam erne at trippe,

i alt fald ikke at strække ud, dels fordi støv og gadesnavs uv il

kårlig t blev hængende og let blev slæbt med ind i stuerne.

„Man troede knapt, vi havde b e n “, sagde en æ ldre dam e til mig

for et p a r å r siden. De lange slæbekjoler er forlængst afskaffet,

og sidste års mode lad er os ikke i tvivl om, hvo rv id t dam erne

ha r ben.

I 1892 blev je g student. M it sidste fag var fysik, hvo rtil astro

nomi va r kny ttet som bifag. N u morer det mig at tænke på, at

jeg „kom op i “ månen! Mens disse linier skrives, h a r to m enne

sker væ ret oppe

på

månen!

S tuden terliv som såd an t h a r ikke spillet nogen sæ rlig rolle

for mig. Jeg v a r medlem af S tudenterforeningen , som dengang

lå på Gammelholm , hvor nu forsikringsselskabet „H a fn ia “ ha r