KøbenhavnFortæller

ca. 20 m inutters gang fra C h a rlo tten lund station. I levende e rin

dring h a r je g det smukke fam ilieliv og de fornøjelige, så in te r

essante m iddagsselskaber. H e r mødtes folk fra det praktiske liv,

men for en ung studen t v a r det natu rligv is sæ rlig in teressant

og uforglemm eligt at træ ffe B jø rn stje rn e B jørnson, Georg

B randes, Schandorph, E rik Skram , P e te r N an sen, for ikke at

tale om H o lg er D rachm ann , med hvem je g i den Hegelske

yach t sejlede selv fje rd e ned ad Ø resund. D a B jørnson ved en

m iddag d rak med mig, som m an siger, y tred e han : „Dem kender

je g ikke, men Deres tan te h a r je g kend t g o d t“. F lere år tid li

gere, vel i tresserne, gik h an nem lig m ed frk. Z ah le og H en rie tte

Skram og hø rte G run d tv ig i V artov kirke, hvo re fte r de spiste

frokost hos frk. Zahle. Senere skiltes deres veje, måske af re li

giøse grunde. Engang de spadserede sammen, og frk. Z ah le vel

h a r søgt at m inde om G run d tv ig og hans forkyndelse, slog

B jørnson frk. Z ah le let p å skulderen og sagde: „N ej, N atalie,

du er for liten til at læ re m ig nogen tin g “. Je g tæ nker mig, at

B jørnson levede i tankern e med sin åndelige b rydningsrom an,

d er slu tter med de kendte ord: „Dér hvor b ra folk går, er Guds

v e je “.

E fter en m iddag på Skovgård, hvor bl. a. H o lg er D rachm ann

v a r til stede, tog hele selskabet i T ivoli, hvo r d er i det fri a n

bragtes et bo rd med en let an retn ing . D rachm ann sad for den

ene bo rdende og viste studen ten p å den and en bo rdende den

ære at drikke med ham . Jeg rejste m ig og slyngede „med ele

g an ce“ glassets indho ld bagud i det fri, hv o rpå je g hævede det

tomme glas og m ed en beund rende gestus ligesom hy ldede m e

steren. M en g ildet fortsatte. D a selskabet gik ud a f T ivoli,

mødte vi den berøm te b ryd er Bech-O lsen, d er havde café i den

davæ rend e Panopticonbygning, et p a r sk rid t fra T ivoli. D a

Bech-O lsen fik øje på D rachm ann, blev h an så beg ejstret, at

h an indbød hele selskabet til sin café. M ed rungende stemme

kald te h an på sin kone: „ .. . og så cigarer til en krone stykk et“,

hvilket dengang v a r en svim lende pris for én cigar. H v o rd an

denne lille souper i enkeltheder forløb, husker je g ikke, m en der

herskede hele tiden en stilfæ rd ig tone.