KøbenhavnFortæller

Bestyrerinden, frk. Jessen, ser jeg for m ig i hendes grønne silke-

agtige kjole. H u n var nok så m yndig og ivrig, sæ rlig i sin u n d e r

visning i dansk gramm atik , som hun flittig t terpede med os

drenge; selv da hun lå i sengen med sygt ben, m åtte vi stå om

kring hende og høres i de berøm te bindeordsbisæ tn inger: å r

sags-, betingelses-, indrømmelses-, o.s.v. A t kende dem ansås

for sæ rligt nødvend igt for elever, der ville ind i M etropo litan -

skolen. D et kunne synes et ret ånd lø st indbankn ing sterperi, men

senere h a r je g m åttet sande, at det ingen lunde um iddelbart gik

op for 16 -17-årige elever, at disse bisæ tn inger dækkede ganske

bestemte begreber, hvis næ rm ere forståelse det v a r i høj g rad

ny ttigt, ja nødvend igt at væ re fo rtro lig med. Om lø rd agen gik

frk. Jessen ru n d t i klasserne og så karak terbøgerne efter. V a r

hun m isfornøjet med karak tererne, trak hun et sort ærme op

over hø jre arms silkeærme for således at beskytte silken, n å r

hun gav ørefigen. E llers m indes je g ikke, vi fik klø i skolen,

und tagen af læ reren i regning, en kap ta jn , der også va r læ rer

på officersskolen på F rederiksberg slot. H a n v a r en hø j, k ra ftig

herre, der havde en p roper næve, som m an siger, til disposition.

I frik v artere rn e stod en af læ re rind e rn e oppe i et klassevæ rel

sesvindue, hv o rfra hun med en klokke ringede for at kalde os til

orden, hvis kam ptumm elen p å legepladsen blev for voldsom.

E lleve år gammel blev je g op taget i M etropolitanskolen. N o

gen fæ llesånd, der prægede skolen, synes jeg ikke, je g følte,

men der herskede absolut en god tone. Jeg m indes a ld rig at have

hø rt tarvelig tale eller „grimm e“ ord.

I frik v arterern e skulle vi alle gå ned på legepladsen. D er va r

den uskik, at de æ ldre drenge b land t de ny lig t tilkomne udvalgte

sig en slave; helst skulle hans hoved holdes under posten og

dyppes, desuden skulle h an lægges på den rund e bænk omkring

træ et m id t i gården og få prygl. Måske kunne m an væ re heldig

og få en beskytter b land t de store drenge; je g v a r så held ig en

tid at få en til at beskytte mig. D a jeg selv kom i de store k las

ser, havde jeg også en slave, jeg husker dog kun, a t je g én gang

gav ham et ørefigen.

Vi drenge kunne hos skolens po rtner, custos kaldet, der havde