KøbenhavnFortæller

„Nu ved jeg, hvad jeg vil være, n å r jeg bliver stor: „L igvogns

ku sk“ !“ Slige im ponerende sørgetog hø rer nu en fje rn fo rtid til.

Jeg kan næppe have væ ret m eget over fem år, da vi fly ttede

til V esterb rogade 2 A, k aldet Axelhus, nu Richshuset. D engang

lå den bekendte café „P a ra p ly e n “ p å h jø rnet. P lad sen mellem

F rederiksberggade og V estergade kaldtes H alm to rvet, hvor ca.

15-20 halm læssede vogne kørte op hver morgen; så begyndte

handelen med hø og halm . Senere m åtte de, efter at to rv et va r

feje t ren t a f ladegårdslemm erne, vige plad sen for en række af

byens drosker, hvis udstyr, b låt klæde, v a r såre luvslidt, og hvis

hest ofte var, hv ad m an kald te en gammel krikke. En sådan gam

mel droske så jeg engang ved Sølvgades kaserne blive standset

af en høj skægget herre, der gik med nogle dam er og øjensynligt

glædede sig til en kø retur netop i en sådan vogn. Jeg blev klar

over, at h erren v a r kejser A lexander III af Rusland, der v a r ude

med nogle prinsesser!

Vi boede på 2. sal, med udsigt fra h jø rnestu en ud mod V e

sterbrogade. F ra vor lejlighed så vi lige over til det stykke af de

gam le volde, der strakte sig fra V esterbrogade ned til havnen.

P å volden lige overfor os stod Luciemøllen, kaldet Lusemøllen,

ved hvis fod der næ sten altid lå nogle subsistensløse, forhutlede

personer, kaldet „sjovere“ ; de sov vel rusen ud. N ed en fo r vol

den strakte sig langs med den sø, der nåede hen til V esterb ro

gade, Filosofgangen, og for enden af den lå en lille bygning,

hvori der, ligesom i „La m o rgue“ i Paris, blev lag t de i havnen

druknede personer til alm indelig beskuelse og eventuel hu rtig

genkendelse. N atu rligv is m åtte je g derind, i det m indste én

gang, det va r vel nok spændende!

G ik m an langs havnen mod nord, nåede m an h u rtig t L ang e

bro - en lang t m indre bro end den nuvæ rende - den åbnedes

vist med håndsving. B rovægteren ser jeg tydelig t for mig, en

m idald rende sortskægget m and med ørenringe. N å r m an på

Am agersiden gik lid t til hø jre, nåede m an til Rysensten b ad e

anstalt, hvor vor gym nastiklæ rer fra skolen om sommeren læ rte

os at svømme. H a n va r en høj m and med lyst skæg og opm un

trede os ven ligt til at tage den kolde, våde svømmesele på.