78 / 161
kendt i hele kvarteret på Vesterbro for sin store hjælpsomhed.
Stærk som en bjø rn va r han, og det v a r ikke få uoverensstem
melser han bilagde på sin egen måde. H a n v a r ikke stærk i skriv
ning, så han slap på den måde fra at skrive rapport. N å r jeg
kom fra skole, og jeg mødte ham, va r jeg stolt som en pave, nå r
han sagde: „Nå min dreng, er du nu sluppet ud af slaveriet?
Kan du hilse mor og far, og så skal du vel have en femøre til
lidt mundgod t.“ Det kunne hænde, n å r en fuld m and kom sej
lende ned gennem gaden med en flok hu jende unger efter sig,
at betjen ten ikke tog det så nøje. H a n kendte som regel fyren
og vidste, han ikke v a r farlig i nogen retning. Så sørgede han
bare for, at han kom godt hjem og fik sovet rusen ud. Men der
va r andre, der ikke fik den behandling. Det v a r de fyre, der
havde drukket hele ugelønnen op og så bankede både kone og
børn. Dem tog han ikke blidt på. N å r de v a r så berusede, at de
hverken kunne sanse eller samle, så fik han fat i en trækvogn, og
så blev fyren smidt op på den, og så gik det med en hylende
eskorte af hu jende børn til Svendsgades politistation. Der blev
han så smidt i detentionen for at sove rusen ud, og det va r ikke
altid den blideste behandling, der blev udvist fra de tykmavede
betjentes side. Men der va r også nogle skrappe drenge mel
lem kvarterets mænd, så der måtte skarp lud til de skurvede
hoveder.
J eg husker ligeledes to and re betjente, der va r kendt overalt
på Vesterbro. Det var to store kraftige fyre med ty renakker og
en ølmave, som de benyttede på en meget effektiv måde, idet
de med den kunne give en mand et puf, så han trillede r und t på
gaden. Den ene blev kaldt Napoleon og den anden Sorte Jacob.
De passede kvarteret omkring Saxogade, Danneb rogsgade og
Matthæusgade, der ikke hørte til de mest stille centre i byen.
N å r de dukkede op, n å r der v a r optræk til ballade, så kan det
nok være urostifterne fik travlt. „Det ly n e r“, skreg ungerne, og
så var gaden som blæst, da de to kæmpetanks rullede frem.
Men det v a r som regel småting for Napoleon og Sorte Jacob at
få orden på tingene. De holdt heller ikke af at skrive rapport,
de havde ikke hørt til de mest opmærksomme tilhørere, n å r de
76