101 / 302
9 4
Gudernes Blodhævn og Troldenes Ondskab«1). Slet saa
inspirerende har det vel næppe taget sig ud i Rungs
Øjne og det kunde vække Betænkelighed alene ved
Omfanget, skjønt Hertz rigtignok mente, at det ikke
var større end en almindelig Operatext; det maatte
da vel nærmest være en a f W.agners Niebelungsring.
Det hele løb saa temmelig ud i Sandet. Den udbrudte
Krig gav andet at tænke paa end æstlietiske Experi-
menter. Rung vovede sig ikke videre end til første Af
deling, der opførtes ved skandinavisk Selskabs Koncert
i Kasino
12
. Februar
1849
og der hørtes ikke siden til
de to andre Afdelinger.
Havde Hertz med god Grund sat sig imod det
nordiske Recitativ i »Tyrfing«, vilde det maaske liave
været ønskeligt, om han havde benyttet Recitativ i sit
Syngespil »Federigo«, som Rung komponerede (opført
f. G.
30
. Marts
1848
). Medens man ellers er tilbøjelig
til at laste Operatexter, er denne gaaet Ram forbi, skjønt
temmelig uforskyldt. Den er en Reminiscens a f »Robert
af Normandiet«, den sletteste a f alle, og man befinder
sig stadig i en mirakuløs Sfære uden at kunne skjænke
Miraklerne Tro eller Interesse. Djævlen (Belfagor) har
slaaet sin Klo i Federigo og giver navnlig sit Naturel
tilkjende ved et eget Spil paa Mandolin. Tilsidst skal
denne Djævel tømme et Heidelbergerfad med ædel Vin,
hvis han vil beholde Federigo. Fadet og Djævlen be
finde sig udenfor Scenen og Federigos Spænding er
frygtelig. Djævlen drikker og drikker, men kommer
b Skriv, af 31 Okt. 1847 fra L ehm ann til Bestyrelsen af det skan
dinaviske Selskab.