102 / 302
9 5
fuld ind, kan ikke mere og synker i Jorden. Dette Stykke
kræver Musik helt igjennem og lider ved den lange, talte
Dialog. Det slæbte sig over Scenen, skjønt Musiken rostes,
og kom frem i en højst ubelejlig Tid. Men hvad Rung
saa meget havde ønsket og accentueret, Indførelsen af
det tørre Recitativ i de ældre Operaer, hvor det hørte
til, var bleven sat i Værk. »Don Juan« opførtes med
en ny, almindelig beundret Don Ju an (Chr. Hansen) og
en ny, snart endnu mere beundret Leporello (Schram).
Theatret havde i Rung en Komponist, der ikke
skaanede sig. Efter Partiturernes Udvisende blev »Stor
men paa Kjøbenhavn« fuldført i Jun i og »Gioacchino«
i Ju li
1844
. Det var endnu Theatrets store Tid. Den
mægtige æstlietiske Interesse koncentrerede sig der og
en Kreds a f glimrende Skuespillere rivaliserede med
hinanden. F ru Heiberg var Dronningen i dette Kun
stens Land. Fo r hende var Rungs første Theatersang
»Viben vil værge« skreven, flere kom til, deriblandt
Violas. I »Kong Renés Datters« skjønne Have blev der
en, om end usynlig, Plads for ham. Han komponerede
Guitaraccompagnementet til Jauffreds, Tristans og Jolan-
thes Improvisationer og udførte det ved IH orestillingerne
i Kulissen. Misundelsesværdige Lykke, mente man sik
kert, at høre til ved den poetiske Fest, at kunne støtte
Talens Musik, Michael Wiehe og Fru Heiberg, med
sine Toner! Rung skjønnede derpaa. Han elskede
Scenen og havde egentlig uden Udnævnelse en fast
Stilling som Komponist a f Skuespilmusik.
I
1845
vilde den
28
-aarige Gade, der allerede havde
vundet sine Sporer i Musikforeningen, vise det store
Publikum, hvad han formaaede, og gav paa Hoftheatret