160 / 302
153
Hver Gang G lucks »Ifigenia i Aulis« kommer frem
efter nogen H vile, lever P iccinnis Navn op med det
samme, thi G luck-Piccinni-Striden, der betyder to for-
skjellige P rincipers Kam p, knytter sig til Glucks franske
Tid, der tog sin Begyndelse med »Ifigenia i Aulis«. Gluck,
der længe v a r at betragte som ren Italiener, blev med
»Orfeus« og »Alceste« en mod den italienske Kunsts Ud
artning protesterende Italiener, med »Ifigenia i Aulis«
fransk Komponist, hvis Musik hvilede paa en fra den
italienske fo rsk jellig Grundanskuelse. Da Piccinni og
Gluck forlængst vare borte, levede den Musik, hver
især havde repræ senteret, vedblivende et frodigt Liv.
I K jøbenhavn v a r det i F yrrern e Piccinni-Musiken, der
afgjort havde Overtaget, i Halvtredserne og senere Gluck-
Musiken. Sku lde Striden have været ført 0111 igjen,
kunde der ingen T v iv l have været 0111 Rollefordelingen
mellem Musik- og Cæciliaforeningen. Gade va r ligesaa
afgjort G luck som Rung Piccinni. Han viste sig ogsaa
som god P iccinn ist i sin Forening og gav et Brud
stykke a f P iccinn is for den franske Opera skrevne
»Ifigenia paa Tauris« (13. April 1864). Ifigenia blev
efter hans eget V idnesbyrd sunget med varm t og be-
aandet Fo red rag a f Frøken Rømer (Fru Sanne).1)
En G luck-Renaissance v a r i fuld Gang. Richard
Wagner havde forlængst indledet den i Dresden ved
Opførelser a f »Armida« og »Ifigenia i Aulis« (1847),
x) I en A ttest for Frøken Rømer af 18. Juni 1864 fremhævede
Rung hendes store og klangfulde Stemme og at hun i Foreningen
havde udført de m est storstilede Kompositioner, fremfor alle Ifigenia,
ogsaa »Stradellas« K irkearie og Recitativ og Arie af Galuppi, som
uden hende ikke havde k unnet opføres.