CæciliaforeningenOgDensStifter

I sit stille Sind havde Rung upaatvivlelig det prak

tiske Sigte med Rejsen at kvalificere sig til at blive

Sibonis Efterfølger som Syngelærer ved Theatret. Om

Sangen drejede hans Interesse sig; den var for ham

det væsentlige ved Musiken og han hyldede den italienske

Sangkunst, som Siboni havde bragt op. Han sang til

sin Guitar. Stemmen, en høj Eariton eller lav Tenor,

var ikke stor, men blød og sympathetisk. Sin Plan

havde han vistnok meddelt Rrødrene, for at de kunde

holde ham å jour med Regivenhedernes Gang, ellers

næppe til nogen. Det var jo meget tvivlsomt, naar

Pladsen vilde blive ledig. Han tog det ogsaa i Re-

gyndelsen læmpeligt med Sangstudierne og lod det bero

ved at lægge sig efter Sproget. Det fremgaar a f Drevet

til Hauch, at Studiet a f den gamle Kirkemusik strax

var ham en Hovedsag. Ogsaa den havde ligget ham

paa Smde før Rejsen. Allerede hans Studier hos Heger

havde medført Reskæftigelse med den kontrapunktiske

Stil, der saa meget lettere kunde faa overvejende Inter

esse foi ham som han , der lige til sit tyvende Aar

havde hørt saa lidt, kun havde ringe Modvægt i al

anden Musik. Hans Debuter betegnes ogsaa a f lutter

Fuge og Kontrapunkt. Hos Weyse kan hans Sans for

Musikbibliotheker være bleven vakt og der kan han

have lært gammel Kirkemusik at kjende, thi Weyse

havde en betydelig Sam ling, hvori ogsaa Missa papæ

Marcelli befandt sig og andet a f Palestrina og ældre

italienske Komponister. At det var denne Art Musik,

han allerede søgte i Wiens Ribliotheker, er rimeligt'

Han kom saaledes til Rom med et bestemt Forsæt om

at studere den ældre Musik. Men hvor store hans