CæciliaforeningenOgDensStifter

var fast bestemt paa at støtte Rung til det yderste,

kunde den dog ikke lade Løvenskjold ude af Betragt

ning og maatte ogsaa melde ham som berettiget Ansøger

for Kongen i sin Forestilling (

. Maj

1837

). Den over

øste Rung med Ros for »Originalitet, Smag, Geni« og

sagde derpaa om Løvenskjold, at han gav grundet

Haab om , at han ved flittig og nøjagtig at studere

under en duelig Lærers Vejledning med Tiden vilde

kunne hæve sig »fra sit nuværende materielle Stand

punkt!« Direktionen vilde dog paa ingen Maade tillade

sig »at gjøre nogen bestemt Indstilling« og henstillede,

»hvilken a f dem Deres Majestæt vil give Fortrinet.«

Efter hvad der var sagt, kunde den ogsaa rolig lade

Kongen vælge. Men den følte sig dog endnu ikke

fuldkommen tryg og tilføjede, at den, der ikke fik Sti

pendiet, kunde komme i Betragtning til næste Aar og

at Rung allerede to Gange tidligere havde søgt det,

men ikke faaet det, samt at Løvenskjold var adskillige

Aar yngre. Nu kunde Direktionen berolige sig med,

at den havde gjort, hvad den kunde for Rung, hvem

Stipendiet,

600

Rd. aarlig i to Aar, blev tilstaaet 6. Jun i

1837

. Samtidig blev det givet til Elev ved Akademiet

for de skjønne Kunster Jørgen Roed. I

1838

naaede

Løvenskjold at faa det tilligemed Digteren Fr. Paludan-

Miiller og Dekorationsmaler Hilker;

1839

tilfaldt det

Paulli. »Portrætmaler« Marstrand var allerede

1836

sendt afsted med det.

Rungs Afsked med Kontrabassen var næppe gri

bende. Havde han nogensinde haft Interesse foi den,

saa var den betydeligt aftagen. Vistnok

. Ju li

1837

— det var Bestemmelsen — rejste han i Fart ovei