87 / 302
8 0
Melankoli? Jeg er s’gu ikke længer melankolsk, jeg
har jo lovet Dig at være munter til jeg kommer hjem.
Herovre har man Fanden ikke Tid til saadanne Lappe
rier.« Det var der meget i. Han havde fundet en
Morskab paa Landet, han ikke havde drømt 0111. Der
var den gamle Provst, for hvem han spillede Violin,
og som blev helt »tummelumsk« ved at høre ham
synge Viser fra »syttenhundrede og nogen« fra Bladet,
kaldte hele sin Husstand ind for at de skulde høre
paa Sangen og til Tak fyldte hans Daase med Snus.
Der var Natvægteren og den gamle Degn, der »drak
til den store Guldmedaille«, troede han sang som en
Engel og inviterede den unge Sanger i Kirke for at
denne skulde høre ham synge. Prisen for dem alle
vandt dog den
84
aarige Røgter, der »kom anstigende«
med en a f Chr. Hansens gamle Frakker paa , Træsko
og rød Hue. »Jeg elsker denne gamle Mand,« skrev
Schrarn til sin Moder, »thi jeg har aldrig set en saa-
dan Munterhed og stundom giver jeg ham en 8 Skil
ling, saa danser han meget værre«. Men i Kjøbenhavn
stak Schrams Morbroder, Koncertmester Wexscliall og
7
o
Rung Hovederne sammen. De -tænkte paa alvorlige
Ting og bleve enige om, at Schram maatte stramme
sig op. Wexscliall synes at have skrevet meget ube
hageligt til h am , lordi han forholdt sig rolig overfor
Theatret. Rung skrev rigtignok med største Venlighed,
men det gik ud paa, at Schram skulde sætte Direk
tionen Stolen for Døren; han sendte endog Koncept til
en Skrivelse, Schram skulde tilstille Theatret, og talte
om alt det, han kunde gribe til, deriblandt at lade sig
engagere a f Italienerne. Al Schrams landlige Glæde