276 / 579
Overtro.
267
derfore velædle og velbaarne, høj- og velvise Herrer for
Guds Skyld vil behjerte Eder over mig og lade raig løs;
eftersom jeg véd nu sligt at være forbudt, skal det efter
dønne Dag af mig ikke mere ske“ .
De omtalte Personer var simple Folk. Af højere Stand
var de i følgende Retssag indviklede. Johan Runckel1) paa
Vestergade var gift anden Gang, da hans Hustru 1691 fik
en „usædvanlig Sygdom, saa at endog Medici selv ej vidste,
hvad de skulde dømme derom“ , og hun „maatte endelig
falde udi Bekymring, at hende ved onde Mennesker noget
ondt var tilføjet“ . Denne Tanke har hun formodenlig ytret
saa tit, at hendes Stivdatter Kirsten, der vel var en tolv
Aar gammel og ikke altfor godt opdragen, en Gang, da hun
skulde bekende, hvortil hun havde brugt nogle Penge, som
hun havde stjaalet, endelig kom frem med, at hun havde
betalt nogle Koner dermed, som havde givet hende Midler
til at sætte ondt for Moderen. Faderen kaldte da Præsten
Magister Lavrids Hylling og sin Nabo til og bad dem om
at forhøre Barnet. Udaf deres skriftlige Beretning kom da
følgende:
„Kirstine Runckel kom ind til Maren Anderses i Hellig-
korsstræde for nogen rum Tid siden, som er hartad 2 Aar,
og klagede for samme Maren, at hun led meget ondt hjemme,
hvortil hun svarede: „Jeg skal vel fly eder noget, som skal
gøre godt“ , sendte saa Bud efter en gammel Kone, hedder
Kirsten, som plejer at gaa om og sælge Folk noget for
Ligtorne; denne gamle Kvinde flyde Kirsten Runckel en liden
Glasflaske med noget hvidt vaadt Tøj udi; af dette skulde
hun lade tre Draaber udi sin Stivmoders 01 og Brød, naar
hun saa Lejlighed dertil, og skulde gøre det saaledes tre
Gange. Dette gjorde Kirstine Runckel lige efter den gamle
Kvindes Undervisning. Anden Dagen efter flyde hun hende
noget
Pulver i et Papir, og samme Pulver var sort og rødt
i , gje(j e eI1 Del af nuv. Nr. 9 paa Vestergade.