329 / 579
320
Drikkelag.
hvis Rigdom kan da skattes ?
omskjønt man ej betale kan,
maa derfor intet fattes.
Man nævner bele Tønder Guld,
og ejer knap en Daler,
man siger, man har Kister fuld,
kort sagt, man er en Praler.
Man bygger ud i Luften Slot
og nævner mange Tusend,
men gør sig selv deu største Spot,
naar man er meget rusend’.
Snart staar et Par og drikker Dus,
bekræfter sligt med Banden,
derefter kør de Glas og Krus
hverandre straks i Panden;
derpaa faar hver sin Daggert fat
og vil hinanden bore,
straks raabes: Hid du Kælderkat,
spænd af min højre Spore.
Der gaar det an: Herud din Hund,
jeg vil dit Blod udgyde,
den anden raaber: llold din Mund,
jeg vil dig Halsen bryde.
Klink, Klank, der stødes Stød i Stød,
saa raabes straks: Forliges,
om en af eder fik sin Død,
hvad skulde derom siges!
De holder op, slaar Haand i Haand,
der viser de sig streger (?),
da kaldes paa den fule Aand,
som vistnok om dem kvæger,
han skal dem tage, stege, flaa,
besætte, splitte, rive.
Jeg tænker, nu er bedst at gaa,
hvad vil af Enden blive?
Jeg tier og ser nøje til,
jeg korser mig og tænker,
her bliver vist et Fandens Spil,
om Værten længer skænker.
De savner mig, ti maa jeg frem
og mod min Vilje drikke,
mig drikkes til med to og fem,
jeg maa mig deri skikke.
Man drikker fort og ikke sent,