330 / 579
Et Drikkegilde.
321 *
to Glas til Bund og Prikke,
det andet er fem Fingre ment,
sligt vidste jeg før ikke1).
Der skænkes i, ieg faar de to,
saa byder han mig Labben,
var han saa falsk som huld og tro,
da fik jeg vist paa Flabben.
Jeg sætter mig da Laar ved Laar,
som mig min Formand lærte,
derpaa med fem og to Godtaar
jeg gør, som han begærte.
Min Nabo siger: det var ret,
og er som halv af Lave,
hans Hoved tungt og Benen’ let,
han ræpper af hans Mave.
En anden spruder Fraaden ud,
som rinder ned paa Hagen,
han nys, han fnys og svær om Gud,
at Rusen ham har slagen.
Den tredje raaber paa Tobak,
begynder straks at smøge
saa stærk, som nogen Pøkker2) drak
og vild’ en Ræv udrøge.
Den fjerde har et andet Sind,
hans Dobbelorm formeres,
ban raaber: Hent os Brættet ind,
her skal en Leg forkeres.
Passe dix, Skærvensel og Labet
begyndes da med Glæde,
snart Lanter, Femkort og Piqvet,
da skifter hver sit Sæde.
Hver sætter da sin Daler til,
der ruttes da med Penge,
hvo Lykken ikke føje vil,
vil sig fortvivlet hænge.
Da hører man en Fandens Larm
og mest af den, som taber,
dog kan han ikke blive klog,
før han med Pungen slipper,
da sætter han sig i en Krog,
ti al hans Haabning glipper,
’) At drikke to og fem maa være en Ceremoni ved Dusdrikken
to Glas og fem Fingre som Haandtag. 2) Matros.
21