112 / 660
C A E L B E U U N .
M A D . Z IN C K .
1 0 5
den 7. F eb ru a r 18 16 i „F ruen timm erhaderen “ — liaar en K o lle g a
p aakald te hans H jæ lp til en B en eficefo restillin g ; man va r da
altid sik k e r paa fuld t Hus, men den Ju b e l, hvormed Publikum
mod tog ham, kunde ikk e formaa B ruun til at opgive sit se lv
v a lg te E x il. E fterhaanden ru stificeredes den fø r saa elegante
K a v a lle e r og fo rfa ld t til B ræ nd evin sd rik ; sin skjønne Stemme
b eho ld t han desuagtet paafaldende længe, men hans aandelige
E vn e r sløvedes des hurtigere, og i sine sidste L e v e a a r va r han
saa fuld stændig im b e cil, at han havde tabt enhver Erindring-
om sit T h ea terliv. D a han døde den 1 1 . November 1846, v a r
der vo x et en n y S læ g t op, som h verken k jend te hans Navn
eller hans G jern ing.
M a r i e E l i s a b e t h T h o m s e n , den unge P ig e , hvis
smukke Øine gjo rd e det a f med Carl B ruun s H jertefred , va r
fød t den 1. Ju n i 1790, v a r som B a rn E le v a f Danseskolen,
g ik h erfra i en A ld er a f fjo rten A a r over i den dramatiske
S k o le og udførte ved dens første F o re stillin g to A a i efter en
K o ile i h vert a f de givne S ty k k e r, nem lig Nerine i „D en gode
F a d e r “ og V icto rin e i „Fruen timm erhævn “ . V ed Skolen s følgende
F o re stillin g e r v a r J f r . Thomsen en a f de h ypp igst anvendte
E le v e r i Soub rette- og E lskerindefaget, og allerede den 2 1.
Ja n u a r 1808 havde hun paa „B y e n s T h e a te r“ , som den kongelige
Scene alm indeligvis kald tes i Modsætning til H oftheatrets, sin
m eget held ige D ebu t som L is e i K o tzebues
E n ak tssty k k e
„D e t fa rlig e N abo skab “ . Uden at kunne kaldes nogen Skjønhed
v a r hun i B esidd else af en um iddelbart vindende u sky ld ig og
yndefu ld K v in d e ligh ed , og uden at reflektere over Kun sten
eller underkaste sig nogen dyberegaaende V eiledn ing kunde hun,
ved at lade sin harmoniske Natur raade, ligesom instinktmæssigt
ramme det sandeste og elskvæ rdigste U d tryk fo r de unge P ig e rs
T a le og Fæ rd baade i A lvo r og Skjem t, kunde være h jertelig
og rørende, sk jelm sk og naiv med Ungdommens og den mec
fød te Y n d e s hele T ry lleri. Mest v a r det de muntre og naive
E lskerindero ller, der tilfald t hende, og i dem gjo rde hun bedst
F y ld e s t, medens dog ogsaa en alvo rlig S k ik k e lse som L e ila i
Skuesp illet „Salom on s Dom “ hører med til hendes fortrin ligste
R ep e rto ire ; hun udførte her, sk rive r en a f hendes Sam tidige,