107 / 660
10 0
D E T K O N G E L IG E T H E A T E R
1801—25.
Udstyrelse med pudsige Træk, navnlig til Antydning af den op
blæste Degnevigtighed, røbede en saadan Indtrængen i Karak
teren, at Haacks ældre Kolleger ved det rigtige Theater aner-
k jend te hans Præstation som jevnbyrdig med deres egne og
tillagde ham Æ res- eller Øgenavnet „Peer Hane“, som han
beholdt hele sit Liv igjennem.
I det ældre Fag og i de komiske Charger kunde den
Nasallyd, som heftede ved hans ellers gode Taleorgan, ikke
være til Anstød, ja endog, ved at forceres, bidrage til den
komiske Virkning; i Tragedien anvendtes Stemmen med en
saadan K raft og en saa overbevisende Inderlighed i Klangen,
at Bilyden forsvandt eller ialfald overhørtes, og selv i Kavalleer-
roller, et Fag, som hans elegante Fremtræden, tvangløse Holdning
og lette, naturlige Replikbehandlng særlig gjorde ham skikket
til, selv her fængslede han Publikum saa stærkt ved sit Spils
Sandhed og Livfuldhed, at man snarere betragtede den nævnte
Naturfeil som en klædelig Egenhed end som en Lyde.
Som det sees, rakte Haacks kunstneriske Evner over
vidt forskjellige og fra hinanden fjerntliggende Felter, og da
Theatret snart knyttede den usædvanligt begavede Elev fast til
sio’, fik han ogsaa Ledighed til at øve sine Kræfter i meget
afvigende Retninger, om han end i Begyndelsen ikke blev
anvendt saameget, som hans Talent kunde berettige ham til og
Skuepladsens Tarv være tjen t med; thi de ældre Kunstnere vare
ikke utilbøielige til at lade Tilgangen fra den dramatiske Skole
staa i Stampe saameget som muligt. I det holbergske Reper
toire laa den elegante Baron Nilus i „Jeppe“, Titelrollen i „Jean
de F rance“ og Don Ranudos fornemme Lurvethed særlig godt
for Haack, og den sidstnævnte Rolle skal have været en mesterlig
Fremstilling; af andre holbergske Karaktérbilleder kunne nævnes
Magister Rosiflengius i „Det lykkelige Skibbrud“, Stygotius i
„Jacob von Thybo“ og Oldfux i „Det arabiske Pulver“. Den
forgjældede adelige Nimrod Hr. von Piffelberg i Kotzebues
brutale Forklædnings- og Intrigestykke „Galningen“ var en af
Haacks Glansroller, og tæ t ved Siden af den i Publikums Yndest
stod den glade Ægtepeer Master
W
orry i Reynolds’ „Landsby-
thea tre t“. Som Kammerherre von Kalb i „Kabale og Kjærlighed“
gav hans fintkomiske Spil et paa eengang originalt og typisk