110 / 660
C A B L B B U U N .
1 0 3
S k o le s Oprettelse havde væ ret k on g e lig R eso lu tion for, at Y e ien
til K on g en sn y to rv s Scene fo r F rem tid en skulde gaa over Hof-
theatret. H e r fand t altsaa B runns fø rste Optræden S ted den 5.
A p ril 180 7 som Jo c r is se i P atrats K om ed ie „Sk jelm en og D o s
m eren “ , en Tosserolle, som strax stillede væ sen tlige S id e r a f
hans B e g a v e ls e i det fo rdelagtig ste L y s , n avn lig hans naturlige
R ep lik frem sigelse, hans trovæ rdige mimiske U d try k og det Lune,
der spillede b ag F igu ren s N aivetet og virkede saameget des
sik k rere paa P u b likum , som det brød tilsyneladende aldeles
ubevid st og uberegnet frem, medens dets Y ttrin ge r i V irk e ligh ed en
va re b ehersked e med forbausende Sikkerhed . D er tilfald t strax
B ruun ad sk illige baade en foldige og opvakte Knøse, sam tidig med
at hans Ud førelse a f Bønder og gam le Mænd yd e rlige re god tgjo rde
hans store A n ven d eligh ed ; her kan nævnes hans fo rslagne Ja c o b
i „E ra sm u s Mon tanus“ , hans muntre, elskvæ rd ige T jen estek a rl
T o b y i Colmans Fem ak tskom ed ie „Kobbersm eden , hans snu rrige
gam le In valid Hans Molkus i Ko tzebues „G a ln in gen “ og hans
D a lb y i Fo rk læ dn in g sstyk k et „Skuesp illeren imod sin V illie “ ,
en Y irtuosp ræ station , som vak te den største B eund ring. K o it
efterat han, i Saisonen 1809— 10 , havde spillet denne F o rce ro lle
fo rsøgte han sig i S y n g e s ty k k e t som den gam le Bæ rh id i „D e
to G je rrig e “ , men dette P a rti g a v ham ifølge sin Natur ikke
L ed igh ed til at præsentere hans høie B a ry to n i hele dens
n atu rlige Skjønhed , med den tekn iske Uddannelse, Du P u y ’s
Und ervisn ing havde g iv e t den, og med den Varm e og Inderlighed
i F o red rag et, som senere hen rev Enhver, der hørte den, og gjo rde
C arl B ruun til Publikum s erklæ rede Y n d lin g i en saadan Grad,
at han fo r en T id stillede alle And re i Sk yg g en . E fte r U d
fø relsen a f Syng esp ilro ller som M arcel i „F ruen timm erhaderen “ ,
Conrad i „H u sarerne paa F r ie r i“ a fK u n z en , som havde sk revet
P artiet fo r ham , R ideknæ gten Lo ran ge i Isouards „K jæ rligh ed -
in trigu en “ , Dandini i „C end rillon “ o. fl. hed han i Damernes og
fo r en D el ogsaa i H errernes Mund ald rig Andet end „den
guddommelige C a rl“ og v a r G jenstand for en T ilbedelse, som
ik k e stod tilb age for den, der v a r b leven Du P u y tildel. A lene
K lan g en a f hans Stemme sang ham ind i alle H jerter, og det
henrivende F o red ra g med dets u sv ig e lig e musikalske S ikkerh ed
og dets fulde U d try k for Stemning og Fø le lse gjo rd e det af