103 / 660
9 6
DET KONGELIGE THEATER 1801—25.
Emilie Rosing ikke nogen ung Pige af Gjennemsnitstypen. Hun
faldt udenfor den baade i indre og ydre Væsen, baade ved den
Tungsindets og Indesluttethedens Skumring, der tidligt hvilede
over hende, og ved det Virile i sin Fremtræden: den dybe
Stemme, den faste, langtskridtende Gang og Tilbøieligheden til
at give sin Paaklædning et mandigt Snit. „Hvad hendes Ud
vortes angaaer — hedder det i Biografien — var hun ikke
Skjønhed, men kunde gjøre Fordring paa at kaldes smuk, og
paa Scenen kunde hun være mer. Hendes Ansigtsfarve var
ikke hvid eller blomstrende, men bleg. Hun havde meget mørkt
Haar, en høi Pande, paa hvilken der sad
Aand og Tanke; ikke store, men lyseblaa
og fyrige Øine, en veldannet Næse, en
smuk Mund og vakkre Tænder. Hun var
af Middelhøide, meget velskabt og klædte
derved som og ved sin raske Tone og
Sving fortræffeligen i Mandfolkeroller.“
Det kan tilføies, at hun med stor
Energi arbeidede paa at gjøre sin Tale-
stemme bøielig og klangfuld, og at hun
ogsaa med Held bestræbte sig for at
aflægge den norske Nuance i Udtalen, som
hun havde lag t sig til efter Faderen. Men
r>
/ 0/) />■
undre maa det alligevel, at en saaledes ud-
&
r ust et Personlighed til sin Debut den 10. Sep
tember 1802 valgte eller fik tildelt en Rolle,
som fremfor nogen fordrer kvindelig Verve, let og lyst Skjelmeri,
hurtig t og vexlende Følelsesliv, nemlig Rosina i Beaumarchais’
„Barberen i Sevilla“. Alligevel gjorde hun megen Lykke, hvad
der ikke kan Andet end bekræfte den Udtalelse om hende, at
hun med sin Fantasis hele K raft satte sig ind i de Skikkelsers
Natur, hun skulde fremstille, og i en forbausende Grad forstod
at trænge sin egen Originalitet i Baggrunden for at give D igt
ningens Person Plads til at røre sig — med andre Ord : at hun
havde taget den virkelig skabende Kunstners Evner i Arv
efter sin Fader og sin Moder. Thi det var Natur og Selvstudium
langt mere end Veiledning, der hjalp hende til Valget af den
rette Fremgangsmaade; Rosing ialfald gjennemgik aldrig en