102 / 660
E E N H O L M .
J E E . E O S IN G .
9 5
saa at han var kommen i Besiddelse af den Lethed i Frem
træden, der fordres af Bonvivanten og den muntre Elsker,
Saabyes Hovedrepertoire, som Eenholm arvede efter hans Død.
Han var langtfra at kunne erstatte Forgjængeren, men da han
med utrættelig Flid arbeidede paa at overvinde eller dække sine
Ufuldkommenheder, og da Intet saa hurtigt stilles i Skyggen af
en Eftermand som en Skuespillers gode Gjerninger, blev han
snart opfattet af Publikum som en næsten fuldgyldig Erstatning
for den Bortgangne. Paa lignende Maade gik det Eenholm
overfor Du Puy. Han kunde vel ingensinde bringe dennes
glimrende Fremtoning i Forglemmelse, men da man efter den
exotiske Gjæsts bratte Forsvinden stod uden Tenor, bødede den
indenlandske Stemme saa nogenlunde paa Savnet i Interregnet
mellem Du Puys Bortgang og Zincks Optræden, og Eenholm fik
saaledes ikke blot en Tilvæxt i sit Repertoire, men ogsaa i et
paaskjønnende Publikums Yndest. Man saae gjerne den kjønne
Skuespiller, der ingen Pretentioner gjorde, arbeidede med stor
Flid og viste sig anvendelig i mange forskjellige Rollefag baade
af alvorlig og komisk Art, baade som Galning og Gamling.
Eenholm var længe en af Theatrets mest benyttede Brugeligheder.
Æ g teparret Rosings Datter Em i l i e R o s i n g var kun
halvfemte Aar gammel, da hun første Gang betraadte Scenen
den 17. Oktbr. 1788 som Jasons og Medeas Barn i Gotters og
Bendas „Medea“. Alligevel var det ikke Forældrenes Bestemmelse,
at hun skulde uddannes for Theatret, og den gode Opdragelse,
de lod blive hende til Del, fandt Sted uden Henblik til dette.
Hun var født den 6. Marts 1784 og skal, efter sin samtidige
Biografs Vidnesbyrd, allerede i Barndommen og den tidlige
Ungdom have udmærket sig ved en lys Forstand, en levende
Indbildningskraft og en stærk Trang til Læsning og anden
aandelig Underholdning. „Maaske denne tidlige Tænke- og
Læselyst — tilføier han — gav hende Hang til Ensomhed og
Afsondring og efterlod det dunkle Præg, der stemplede hendes
Aasyn og Tone; maaske efterlod den endog det Mandige,
for ikke at sige Ukvindelige, der var udbredt over hendes
Væsen og viste sig i Gang, Stilling, Tone, ja vel endog stundom
i Klædedragt.“ Som det vil sees af disse Antydninger, var