104 / 660
9 7
Rolle helt med hende, om han end nu og da kunde give et
Vink. Han havde fra først af været imod, at hun gik til Theatret,
men senere blev det en af hans største Glæder at spille sammen
med hende.
Forsaavidt kunde Valget af Rosina til Debutrollen siges
at være velberegnet, som den er den eneste kvindelige Rolle i
Stykket og Fremstillerinden altsaa kun kan sammenlignes med
sig selv i Forestillingens Løb. De, der mente, at Grunden til
Jff. Rosings Succes var at søge i denne Omstændighed, maatte
imidlertid indrømme, at hendes næste Debut som Hanne i
Kotzebues „Sølvbrylluppet“ stillede hende i en saameget des
vanskeligere Situation, thi hun spillede her sammen med Publikums
erklærede Yndling Mad. Lange og skulde erstatte en anden
Yndling, Eline Bech, i en Rolle, som denne havde skabt kort
forinden sin af Alle beklagede Bortgang fra Theatret. Men
ogsaa dette Vovestykke kom. Jfr. Rosing fra med Bravour, og
hermed var et Hovedslag vundet og alle Jfr. Bechs Roller
erobrede som Repertoire for Debutantinden. Den næste af dem,
en af de største og vanskeligste: Ida i „Herman von Unna“, i
hvilken Forgjængerinden var bleven hævet til Skyerne, over
droges hende kun tre Maaneder efter hendes Debut, og det
begeistrede Publikum fandt sig fuldt tilfredsstillet ved Erstatningen.
Fra nu af begyndte den Emilie-Rosing-Forgudelse, som omgav
det meste af hendes kunstneriske Løbebane: „Ynglingerne tilbad
hende, og Damerne optog ei alene hendes Moder i Klædedragt,
men efterlignede endog det Faste, Heroiske i hendes Gang, som
udenfor Theatret var hende saa særegent.“ Som et Tiæk af
Mandighed i Emilie Rosings Karakter tør det fremhæves, at
den almindelige Beundring ikke anfægtede hende stort og aldrig
fristede hende til at gaa udenfor Kunstens Grænsei for at
komme den imøde.
Blandt hendes bedste Ydelser nævnes Titelrollen i Méhuls
Syngestykke „Helena“, en som Faarehyrde forklædt ulykkelig
Fyrstinde; Betty i Duvals „Henrik den Femtes Ungdom , en
nær Slægtning af den høiadelige Grev Rochestei, men ved
Skjæbnens Omvexlinger havnet i et londonsk Værtshus, Alexis
i d ’Alayracs Syngestykke af samme Navn, den i Barnealderen
bortflygtede Søn, der som Yngling vender ukjendt^ tilbage til