99 / 660
9 2
D E T K O N G E L IG E T H E A T E K
1801—25.
endelig Du Puv selv som den hjerteknus ende Husar-Ritmester
Rose. Hans Sang og Spil var Legemliggjøreisen af al den Livs
glæde og Kjærlighedsvarme, han havde nedlagt i Partiet, hans
Fremtræden i den smukke Uniform var en Erobrers, og som
Komponist og Sanger i een Person modtog han en Hyldest,
der næsten havde Karakteren af Tilbedelse.
F ra dette Høidepunkt af Triumf skulde Du Puy dog
gjøre endnu et Skridt opad i den almindelige Yndest. Som
Omgangsven af det gode Selskab var han bleven opfordret til
at træde ind i Livjægerkorpset, der næsten udelukkende bestod
af unge Embedsmænd og velstaaende
Familiers Sønner, og da han af Na
turen havde Drift til militair Idræ t
samt fandt, at Livjægerdragten var
en flatterende Paaklædning for en
smuk Mand, lod han sig optage i
Korpset, dog paa den Betingelse,
at Øvelserne ikke maatte træde
hindrende iveien for hans Theater-
tj eneste. Han forudsaa, at hvis dette
Yilkaar ikke fastsattes og overhold
tes, vilde Theaterchefen, Hauch,
gribe den første Ledighed til at be-
som Ritmester Ro.« i „Dngdom og G.lsk.b»,
svære sig over Skuespillerens mili-
taire Dont, medens han nu foreløbig
fandt det klogest at indskrænke sig
til for Smed at rette Bager ved at udstede et Forbud imod, „at
nogen Skuespiller, Danser eller Betjen t ved Theatret herefter
indtraadte i Livjægerne eller noget andet militairt Korps.“ I
Du Puy s Theatergjerning gjorde hans krigerske Uddannelse da
eiheller mindste Skaar, skjøndt han hengav sig til den med Liv
og Sjæl og vandt sine Omgivelsers beundrende Yndest her som
andensteds; han bragte Elegance og freidig Stemning med sig,
hvor han kom, og komponerede for sine nye Kammerater muntre
Drikkeviser og Jægermarscher, den storartede Parademarsch og
den fortræffelige Sørgemarsch, som endnu have bevaret deres
høie musikalske Anseelse. Saa kom August- og September-
dagene 1807. Du Puy havde svoret at skyde den første Engelsk
Dii Puy,