206 / 660
HYRDEN AE TOLOSA.
TYCHO BRAHES SPAADOM.
199
Ingemanns tredie og sidste Theaterstykke var „Hy r d e n
at To lo s a“, der blev opført mod Slutningen af Saisonen 1820—21,
men kun gik eengang over Scenen. Dette Sørgespil, hvis Emne
er Kampen mellem Kristne og Maurer i Spanien, er en theatralsk
Umulighed, og det Mærkeligste er, at man ikke indsaa dette
strax, før Antagelsen eller ialfald paa Prøverne. Digteren stiller
Fordringer til Dekorationsforandringer, som ingen Scene kan
efterkomme, han kvæler sine Hovedfigurer i de Masseoptrin, han
forlanger, og lader Handlingens Voldsomhed rive dem saa
hovedkulds afsted, at de i aandelig Forstand falde over deres
egne Ben og trænges tilside af hverandre uden at faae Tid til
at vise sig længe nok til, at Karakteren kan afsløre sig. Kr.
Arentzen betegner Stykkets Ideindhold som Kulminationen af den
„aandelige St. Veitsdans, Ingemanns sværmeriske Religieusitet og
hyperidealistiske Sentimentalitet dengang kunde henhvirvle ham
i“, og om Digterens dramatiske Ungdomspoesi overhovedet siger
hans sidste Biograf (J. Nørregaard), at dens Skrøbelighed er
„en sygelig Dvælen i navnlig de tragiske Stemninger, ja en
Lyst til at skabe saadanne Sammenstød, at hine Stemninger ret
kan faae Plads til at brede sig, og medens Digteren svælger i
Skildringen, pines Læserens eller Tilskuerens Følelse. Men
netop denne Pinsel havde Samtiden en egen Smag for, og
Ingemanns sygelige Sindsstemning fra de foregaaende Aar var
ikke endnu mere helbredet, end at han godt kunde komme
denne’ Tidens Smag imøde og tilfredstille den.“
Med „Tycho Br ah e s Sp a a d om“, Skuespil i tre Akter,
betraadte J o h a n L u d v i g He i b e r g paa Festaftenen den 29.
Januar 1819 den Scene, paa hvilken han nogle Aar senere skulde
gjenføde den danske Komedie omtrent et Aarhundrede eftei
dens Indtrædelse i Livet. Som Titlen antyder, samles Handlingen
om en astronomisk Forudsigelse af Tycho Brahe, allerede den
gang Heibergs historiske Yndlingsskikkelse, med hvem han
havde Fødselsdag tilfælles, og hvorvel den navnkundigeVidenskabs-
mand ikke optræder personligt i Stykket hans Død fjernt fia
Fædrelandet meldes tvertimod i de sidste Replikel af anden
Akt — saa er det dog fra først til sidst en ligesaa vaim som af
Handlingen velmotiveret ^Fremhævelse af hans Storhed, ikke